Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den engelske Lods. Et Digt - VIII. Lodsens Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den engelske Lods 259
og ei kunde lade være
Alt med Synet at fortære —
Alt, Bekjendt og Übekjendt.
Men, om ikke noget Andet,
maatte Norriscastle binde
hvert velsignet hvert forbandet
af de gamle Tiders Minde.
Endnu Borgens graa bedagte
stumpe Taarn fra Højen ragte
mellem begge Fløjes Mure,
liig fiirkantede og butte,
<•
mellem Vingerne opskudte
Uglehoved, der, imedens
det kun syntes fromt at sture,
Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens
vide Grændser, som det truer,
med sin Blunken overskuer.
Mindre syntes Slottets Park,
spettet fuld af lysgrøn Mark,
skjøndt endnu et mægtigt Strøg,
der i Fjernet dunkelt blaaned
som en sjunken bølget Røg,
langstrakt op mod Slottet skraaned;
men det Selv, det Selv tillod,
som det uforandret stod,
Ingen ifra gamle Dage
Feil af Stederne at tåge.
„Stille! Bilidt! Stille!" var
hvad min unge Kammerat
kun i Stumper fik til Svar,
da jeg havde, ved at bide
übemærket i min Hat,
faaet Graaden til at glide,
som, ved hvert et Blik iland,
steeg mig kvælende i Munden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
