Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Phantasmer efter Ravnekrog-Poetens Manuscript - Første Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Phantasmer. 371
den gode Smag og Poesien, saa den nu ligger helseløs af Vatter
sot. De have undertrykket mig (Disse, som høste paa een Aften
flere klapprende, bredbladede Laurer, end en Poet kan sanke til
sin Gravhøi) thi ingen af mine Stykker blev spillet; skjøndt jeg
skrev to paa hver Søreise, efterat Facultetet ved et Decret havde
befalet mig at rømme de theologiske Bænke, fordi jeg havde
ladet Maanen en Aftenstund lyse mig til Ægteskab førend Præ
sten. Nu — jeg kastede mangengang Bølgerne bag mig mellem
Arendal og Amsterdam, og førte, hvergang jeg kom hjem, ligesaa
snart et Drama tiltorvs som en Dunke Delftzyler-Smør. Men Bog
handlerne lærte mig snart, Intet videre at lade trykke, uagtet jeg
forsikrede dem, at Oplaget var en oplagt Capital for deres Børn,
hvoraf det kommer, at jeg, istedetfor Klæder, har Manuscripter
i min Kiste. Af disse tåger jeg nu frem en Rulle, hvorfra jeg skal
fremmane nogle . . . men, førend vi komme til de formummede
Personer, maa jeg dog forudskikke et Trompetskrald, der kan
bebude mig som den, der med Autoritet slæber Guder og Narre
frem: Anno 1780 blev jeg togange paa een Dag poetisk elec
triseret og magnetiseret, da jeg om Formiddagen havde den Ære
at hjælpe Wessel op af Holmensgade, og samme Dag om Aftenen
havde den Fornøielse at hilse første og sidste Gang paa min gode
Ven Evald, idet han listede sig ud da for at skjule — som Ca
moens (en Sømand og Poet som jeg) — sine slette Klæder under
den store Kaabe Tusmørket (der ingen anden Nøgenhed blotter
end Maanens) og løb til Høkeren for at kjøbe sin Vesper-Sild.
Men af Befippelse støder jeg ham paa Armen, saa hans Eneste
skilling foer — Gud veed hvor; men det var som om Charon
(en Sømand og Skuespiller som jeg) havde stukket Armen op af
Rendestenen, og taget sig forlods Betaling for Transporten, som
om den siden kunde blive uvis nok. Undskyldninger vil jeg ikke
repetere, uden det skulde være i Vers, men nok er det, Aftenen
endte saa, at Han fik sin Sild og Mere til i venligt Huus, hvor
Suus og Duus, og Meer, som rimer sig paa Kruus, man kan ved
Lygte finde, mens Sorg og Politie maae udenfore holde bi, og lytte
til den Fryd derinde. (Sciskabet leer.)
Ak, hvormange Erindringer fløi ikke nu op under Parykkerne?
Skade, da jeg ved Afskeden rykkede frem med Ønsket om at
faae et sextenstrofet Vers til min Søsters Geburtsdag, gjorde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
