Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
datter, som kvalte sit uægte Foster i det røde Silkebaand, hvor
for hun havde solgt sin Dyd. I en Krambod havde hun seet det
Baand, og hun vilde endelig have et paa sin Hat i Kirken første
Pintsedag. En Skurk stod hos og saae Begjærligheden og Sorgen
i hendes Øine og hørte Sukket, da hun langsomt slåp Baand
rullen af sine Hænder, fordi hun ikke havde Penge nok. Flux da
hun var gaaen, havde han de behørige Alen i Lommen og var
efter Pigen. Der var nok for hende. Et Silkebaand er ikke
tykkere end et Græsstraa til at snuble over.
Næste Søndag havde Ordførerens Datter samme Slags Baand,
og Søndagen derpaa ogsaa Tjenestepigen hos Præsten (hun havde
rigtignok stjaalet det Halve af Prisen derfor) og Sommeren ud
over blev der nok af samme Slags, saa Berith ærgrede sig over
den korte Udmærkelse. Men paa Vaarsiden forsvandt Berith
rent. Hun var, iet Snefog, der udslettede alle Spor, gaaen til
sæters, havde der født i Dølgsmaal og i vanvittig Sorg kvalt sit
Barn med det samme røde Silkebaand, der havde først ledt den
forfængelige Piges Øine og siden halt, hendes Hjerte i Fristelsen.
Efterat have begravet sit Barn i Sneen havde hun saa holdt sig
til i Bygden hiinsides Aasen indtil
. . . Hvad Rædsel ! Pintsedag det følgende Aar midtunder Høi
messesalmen triner den blege Vanvittige nedad Kirkegulvet med
det halvtforraadnede Barn ved Brystet, med det røde Silkebaand
hængende i en Rendesnare om dets Hals. Hun søger sin gamle
Plads, den hvorhen alle Kvinders Øine vare vendte sidste Pints.
Hendes Forfører sang Høimessesalmen nok saa smukt med i
Stolen ligeover for. Men al Sang og Spil overdøvedes af Beriths
Skrig: Led os ikke udi Fristelse!" — De røde Baand, som havde
nydt den sjeldne Ære at holde sig et Aar om, gik strax afmode.
Exempler mangle da ikke paa vor Svaghed (og i denne vor egen
Svaghed stikker de ydre Fristelsers største Styrke) ; og Slaverier
og Tugthuse ere vist besatte med flere af Svaghed Faldne end
med egentlige Skurke. Men jeg vil slutte Listen med at godtgjøre
Menneskets Svaghed med et Exempel, som viser hvor yderlig
lidet, der ofte skal til for at bringe selv en Ordensmand til Fald.
Det var Bededag. Tomtemændene Thorstein og Alf kom fra
Kirke. Det var deiligt Solskin, og at det ogsaa spillede smukt
paa de røde og hvide Karafler i Marketenterens Vindu paa
Hjørnet, var naturligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
