Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hassel-Nødder. 373
Den, der forde oss om var en mycket storvåxt karl med ogon
glas."
Det var Wergeland."
Poeten vål icke enddåT’
Just ham. Vi have nok i den Ene .."
Nå så adertonhundratusan! Vi ere blevne mystificerede, bror!"
Ja, bror, til fanders!"
XXXXIV. CARL JOHAN.
Den Decemberaften i 1838, da Carl Johan (velsignet være
hans Minde !) gjorde sit sidste Indtog i Christiania og Alt jublede
medens han drog ind ad den pragtfuldt illuminerede Æreport,
stod der to Malkontenter i Nærheden af den. Den ene var en
Officeer, som i 1814 efter Foreningen havde søgt fremmed Krigs
tjeneste, men som nu forgjæves stræbte at komme ind i den
norske Armee igjen! og den anden studse, tause, blege Mal
kontent var mig — mig, der elskede Carl Johan mere end No
gensomhelst i den hele Folkemasse, og veeg ikke i Hengiven
heds-Enthusiasme hverken for Brahe eller for Due. Moralske
tørre Regulariteter, Kvadrater og stivlinjede Triangler af Dyder
have aldrig kunnet vække mere end kold Agtelse hos mig. Og
saa her kræves en Skjønhedslinje , der i sine frie Slyngninger
tåger noget Jordisk med imellem det rent Himmelske. Den mo
ralske Storhed maa være menneskelig, ellers forstaaes den ikke ;
især naar den tillige er iført jordisk Storhed. Man bukker nok
for den og lægger Vers for dens Fødder; men den vinder hverken
Brahers eller Duers Hjerter, eller faaer begeistrede Vers som
mine. Jeg tør sige dette; thi jeg kan føre Vidner paa en In
spiration endnu samme Aften til Carl Johans Forherligelse.
Kilden til at blive begeistret for ham flød ogsaa bestandig i
mit Bryst, idet jeg elskede ham med et Barns altid friske Kjær
lighed. Og besynderligt nok, han stod herligst og elskværdigst
for mig i Vredens Torden og Lynild. Jeg var saa vis paa at
Solskinnet vilde komme; ja hvad mig selv angaaer, da var det
bleven til en fix Idee, at Han aldrig kunde længe lukke sit gode
Øje for mig, fordi han sympathisk maatte føle hvor jeg elskede
Ham, selv medens jeg begik Handlinger, der maatte gjøre det
umuligt for Ham, at bevise mig nogen Naade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
