Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI. - XII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Salmestump og slaa Takt dertil med Foden for til
Gavns at jage Djævelen og hele hans onde Følge langt
væk fra Huset.
– Vi skal la’ Vorherre raade! mumlede hun og gav
sig i Lag med sit Sytøj – Det baa’er vos bedst! –
Okja, okja: Hvo ikkun la–der Herren raa-de ....
XII
– Æ–ærke, haark, haark, haark! ... Hruu ...
– Mortensen maa spytte i Kakkelovnen!
– Hum! Javel .... Ptøj! Gi’ Fa’en ha’de min
Hoste.
Det var gamle Mølle- ogsaa kaldet Menneske-Mortensen,
der var paa Besøg hos Emanuel.
Han kom gerne humpende engang imellem om Søndagen.
Og saa trak de to Mandfolk sig op paa Thomsens
Kvistværelse og snakkede om Tiden, der var
svunden. og Tiden, der skulde komme.
Mo’r Karen led ikke disse Møder, thi Mortensen
pustede til Manuels fikse Ide om Købet af Møllegaarden;
og „Drengen“ plejede efter et saadant Besøg at
blive saa „kaalhøj“, at man skulde tro, at han allerede
sad og tronede som Herremand derude!
Ha’de de saa endda holdt sig nede i Stuen og præket
løs der! Saa kunde hun da ha’ hældt lidt Vand paa
engang imellem. – Men altid skulde de putte sig
op paa Loftet, skønt Mortensens vove Ben knap kunde
trimle op ad Trappen og ned igen!
Madam Thomsen fik somme Tider ligefrem Lyst til
at give gamle Mortensen Rottekrudt, naar hun hørte
ham trampe løs deroppe og hoste og harke i Værelset
lige over sit Hoved.
Og hun kunde stundom knytte sine Hænder og true
mod Loftet, hvorfra Mandfolkenes Stemmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
