Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN KANETUR
– Saa vælter De ham altsaa! sagde Godsejeren,
han stod i Gaarddøren i klædeligt Formiddagstoilette:
graa Benklæder og graa Jakke med lysebrunt Silkefor
og Silkeopslag paa Krave og Ærmer. Han toede sine
bløde, hvide Hænder indeni hinanden og gyste let i
Rimtaagen, der masede sig som en Sky ind gennem
Døraabningen.
– Naa Luna! sagde han, – vil Du staa!
Og den fintbyggede, graablommede Blodshoppe foran
Kanen fór sammen og stod et Øjeblik uden at røre en
Muskel. Men straks efter begyndte den atter at danse
under Kanetæppet og at virre med Hovedet, hvor den
højrøde „Svejfer“ bevægede sig frem og tilbage og
kildrede Dyret om Ørene.
– Luna!
Og Hesten stod igen stiv som en Statue.
Og ved Siden stod Kusken og holdt de mørkerøde
Liner, der skinnede som Blodstriber mod den hvide
Sne, som laa favnehøjt i Midten af Borggaarden; helt
op til Urnen ovenpaa Springvandet. Og Tjeneren gik
rundt omkring Kanen og stoppede det langhaarede
Bjørneskindstæppe ned om Fødderne paa den tykke
Maler, for hvem jeg skulde være Kusk.
– I er altsaa her tilbage til Middag Klokken seks!
sagde Godsejeren.
– Syv! sagde jeg.
– Naa, syv da, men heller ikke senere!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
