- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
336

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den yderste Termin

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Naar det er besørget, betjener han sin Næse med
Omhu. Derpaa lægger han sin højre Arm bag Nakken,
lukker Øjnene halvt til og falder hen.

Venstre Arm hænger slapt ned langs Siden. Haanden
rolig, Fingrene udspilede. Men lidt efter lidt krummer
de sig sammen i Vifteform og begynder at bevæge sig
med voksende Hastighed. Det er, ligesom han tilvifter
et eller andet brændende Punkt paa sit venstre Laar en
forfriskende Kølighed. Og Benene gaar op og ned, op
og ned uophørlig. Luften støder han ud gennem Næsen
med regelmæssige Mellemrum.

Han synes at sove ved Damp. Hvert Øjeblik venter
man at se Sofaen sætte sig i Bevægelse, retlinet som
paa Skinner, frem gennem Panelet, ind gennem
Buffetværelset, ud af Døren og væk!

Og saa Ansigtet!

Jeg kendte for et Par Aar siden en ung Pige.
Nydelig! Men saa en skønne Dag begyndte Øren, Næse
og Øjne at vokse ud paa hende, forlænge sig, svulme ...

Det var rædselsfuldt!

Jeg fik Kvalme, naar jeg saa’ hende. Og Børn skreg,
bare hun viste sig i en Døraabning.

Det var „Elefantsyge“, hun led af. Den ytrer sig
netop deri, at alt fremstaaende paa et Menneske
forlænger sig.

Aldrig har vist denne Sygdom naaet et højere
Kulturtrin end hos Manden i Sofaen.

Ørene kan endda gaa! Men Næsen! Og Øjnene –
især Øjnene.

De ligger og vipper ude paa Kinderne. Og saa er
de gule i Kødet med stærkt røde Aarer ...

Ja ikke sandt, det er modbydeligt! Men jeg vilde
geme, De skulde indrømme, at under disse
Omstændigheder var det intet Under, at Bents sensible Natur
følte sig rystet.

Straks den første Aften mærkede jeg da ogsaa, at
Fænomenet gjorde Indtryk paa ham. Dog ikke i nogen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0336.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free