- Project Runeberg -  Hexerie eller Blind Allarm /
Actus II. Scen. 2

Author: Ludvig Holberg - Tema: Danish Literature, Drama, Theater Plays
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Actus II. Scen. 2.

Leander. Anføreren. Lars. En stor skare bevæbnede Folk.

Anføreren: Hør, Karle! Gaae een af jer hen og bank paa Porten først; er der ingen, som lukker op, skal vi bryde ind med Magt. Hører I vel? Jeg troer, I er Bange. Fort, eller I skal, min Troe, smøres dygtig. Lars! Gak du hen og bank paa Porten; du plejer ikke at være saa forsagt.

Lars: Nej, jeg er ikke bange for Mennesker, om de ere nok saa mange; men mod Fanden er jeg en Kujon.

Anføreren: Ej Snak! Hvad kand han gjøre dig, naar du er i dine lovlige forretninger?

Lars: Hvorfor gaaer I da ikke selv?

Anføreren: Det tør jeg nok; Jeg er ikke bange for Fanden. (Gaaer frem, men vender strax om igjen tilbage). Hører I vel, Karle! Gaaer hen og banker paa Porten, eller I faaer en Ulykke. Er det ej en Skam? Vi er saa mange, og ingen har saa meget Hjerte. Ej, I Kujoner, saa mange som I Ere! Nu skal I see, at jeg tør banke paa. (Gaaer frem, men vender tilbage igjen). Lad os raabe og se, om han vil lukke op.

(De raaber alle: Luk op).

Leander: (udaf Vinduet). Ak I godt Folk! Jeg er jo en bosiddende Mand her i Byen; jeg løber jo ikke bort.

Anføreren: (sagte) Vi maa give ham gode Ord, for at lokke ham ned. (Højt) Kom kun ned, Cammerad! Er I uskyldig, saa skal jer intet Ondt vederfares.

Leander: Jeg bekjender gjerne, at jeg er skyldig; men det er jo ikke saa stor Sag at trække en ærlig Mand i Arrest for.

Anføreren: Ha ha, er det en liden Sag?

Leander: Den maa være liden eller stor, saa er der hundrede Mennesker her i Byen, der ere mere skyldig end jeg, og dog ikke strax trækkes i Arrest.

Anføreren: Det er os ukjært at høre, at her ere saa mange ugudelige Mennesker i en christen Bye. Naar I kommer for Retten, skal I Lægge dem ud, saa mange som I kjender. Det skal ogsaa være mit Raad; thi der er den eeneste Vej, hvorved I kand faae Pardon.

Leander: Hvad Fanden kommer det mig ved, hvo der er skyldig eller ej? Lad enhver svare for sig.

Anføreren: Det er ret nok, enhver skal svare for sig; men I skal lægge dem ud.

Leander: Skal jeg lægge dem ud? Jeg troer de Folk er bandsatte.

Lars: Tal ikke mere med ham; thi han er besat, og det er den onde Aand, som taler af hans Mund.

Leander: Og jeg troer, Brændevinet taler af din Mund.

Anføreren: Hør, Monsieur! Kom ned med det Gode; det vil ellers gaae jer ilde. I veed jo selv hvad det har at betyde at sætte sig op mod Byens Folk.

Leander: Jeg lar mig, min Troe, slet ikke trække i Arrest. I har heller ingen Magt dertil; thi jeg byder mig inden en Time til at skaffe Caution.

Anføreren: Caution! All Verden kand jo ikke cavere for jer.

Leander: Hør, Monsieurs! Gaaer jer Vej, og sover Rusen ud; jeg mærker, I er beskjænkt.

Anføreren: De Ord vil komme jer dyrt at staae.

Leander: Saa maa I være gall da; een af Delene maa det være, thi ellers kunde I jo ikke sige, at hele Verdens Caution kunde ikke hjælpe til saadan Bagatelle.

Anføreren: Ak din Bespottere! Kalder du saadant Bagatelle? Du var værd den skjændigste Død.

Leander: Og I var værd, at man skulde trække jer med jer hele Gefatterskab til Daarekisten. Jeg siger jer eengang for alle, at hvis I ikke gaaer fra Døren, skal I faae en Ulykke, saa mange som I ere.

Anføreren: Hør, Karle! Vi kommer at storme til Huset. Sætter jer i to Geleder. Jeg vil slutte Troppen. Vi maa ikke lade os skrække af Truseler. Lad ham mane saa mange Djævle til sig, som ham lyster; de kand da ingen Magt have med os, thi vi ere i vor lovlige Embede. Saa rykker da an. Hvi staaer I saa forsagte? Ej, tar Mod og Mands Hjerte til, og betænker, at det er os en evig Spot og Skam at gaae med uforettet Sag tilbage; betænker ogsaa, at I underkaster jer Øvrighedens Vrede, og bliver uden Pass og Arrest casseret. I er ikke mere de Mænd, der have udi adskillige Tilfælde ladet saa ofte see Mod og Mands Hjerte. Hvor er nu all eders forrige Tapperhed? Rykker frem da!

Lars: Skam der gaaer først, om mit Navn det er. Vi har ingen Ordre at slaaes med Fanden. Hørte I ikke, hvordan han truede os? Det gjør ogsaa ingen gode, at vi tænker at anfalde ham; saa gjør han sig haard, og skyder vi, saa kommer Kuglen tilbage paa os selv.

Anføreren: Følger mig strax efter. Morgenstjernerne paa Armen! Det skal enten bugne eller briste.

(Leander skyder en Pistol af, hvorpaa den hele Vagt falder paa Jorden)

Leander: Ha ha ha! Det er nogle fede Karle af skikke ud paa Execution. Henrik! Kom her ud, saa skal du see et artigt Syn. Men staaer ikke den Nar endnu og øver sig udi Doctorkjolen? Henrik! Spring ud og see dig om.

(Henrik kommer ud i Doctorkjolen, hvorpaa Vagten rejser sig, skriger, og tar flugten)


Project Runeberg, Tue Dec 11 23:24:52 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/xholberg/02-02.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free