De to Comoedianter. To Drenge.
Første Comoediant: Hørte du det, Monfrere?
Anden Comoediant: Ja, jeg hørte det. Jeg kand næppe staae paa mine Been af Forskrækkelse. Men hvad Ondt har vi gjort ham, at skulde digte os uskyldige Mennesker saadant paa.
Første Comoediant: Naar en er kommen i Ulykke, stræber han at bringe andre med derudi. Hvad skal vi nu gjøre? Løber vi bort, saa gjør vi os mere mistænkte, og blir vi tilstede, saa underkaster vi os stor fare.
Anden Comoediant: Jeg holder raadeligt at blive tilstede; thi een Mands Sigtelse kan ikke fælde os.
Første Comoediant: Men som ingen har de Tanker, at Personen skulde lyve sine bedste Venner paa, mon man ikke kand føre os paa Pinebænken, og komme os til at bekjende det, vi aldrig har tænkt paa? Mon vi ogsaa ikke staae i Fare for Almuens Raserie, mod hvilken Øvrigheden selv udi en Stad ikke kand beskytte os?
Anden Comoediant: Du har Ret. Det er da bedst, at vi tage Flugten. Men hvor skal vi flye hen? Jeg er vis paa, at ingen kommer ud af nogen Port.
To Drenge: (Kommer ind med Viser, og raaber): Nye Viser om alle Comoedianterne, som er seet udi Varulvelignelse.
(De kjøber Viserne, og kiger lidt i dem)
Første Comoediant: Ak Himmel! Er det mueligt, at Folk kand lyve med slig Omstændigheder? Her finder jeg baade mig og dig, Monfrere, i en lang Samtale, som vi har holdet med Fanden og Tiden paa hvilken vi har paataget os en Varulvs Skikkelse.
Anden Comoediant: En Løgn vælter sig frem ligesom en Sneebold, der alt blir større og større.
Første Comoediant: Vi vil flygte hen til min Svoger; han
skjuler os nok, indtil denne Raserie gaaer over.
