Hvor Richard Løvehjerte
Begravet man os viste,
Du støtted i Capellet
Dig til hans Kobberkiste.

Fra dine unge Kinder
Var Sundhedsfylden veget,
Og deres Roser havde
En tidlig Kummer bleget.

Du støtted dig, som aned
Du, at den dæmringsfulde
Gravhvælving efterstræbte
Dit Hjerte med sin Kulde;

Som om den tapre Fyrste
Din Uskyld maatte kjende
Og ridderlig mod Døden
For dig sin Bue spænde.

Men han er selv besejret
Og fanget af din Fjende —<
Tomt hænger nu hans Harnisk
Og stumt hans Horn derinde.

Skjæbnen truer — lad os ile
Did, hvor Bjergene sig styrte
Ned i Dalen med et Belte
Af den eviggrønne Myrte;

Med det kolde Sundhedsbæger,
Med de dundrende Kaskader,
Med den blanke, mørkblaa Gletscher
Og de høje Colonnader;

Med hint Alpehorn, som toner
Et Godnat til alle Smerter;
Med Snelagenet, som ruller
Over altfor hede Hjerter.

Lad os ile, lad os synke,
Hvor de unge Geder græsse,
Hvor den milde Jordbund nærer
En medlidende Cypresse!

Dit Ansigt er saa dejligt,
Skjøndt blegnende af Smerte —
Jeg ser, hvordan alt Døden
Trykker dig til sit Hjerte.

Du fæster dine Øjne
Paa mig, de tragiskmørke,
Som om du sagde: »Tro mig,
At dø, det koster Styrke.«

Min Røst kan ikke svare,
Men siger ej min Læbe
Med tunge Smil, at Livet
Kan næsten ogsaa dræbe?

Hvor disse brune Klipper
Hinanden lagvis trykke
Og ligesom har fanget
En Indsø i sin Skygge —