Der var en Tid, da Venskab var mit Alt;
Det kunde ene Fryd og Kraft mig laane.
For Kjærlighed det sagtens siden faldt,
Ved Morgenrødens Skjær en blegnet Maane.
Som Solen, Elskov lyser mer og mindre,
Dens Himmel maa imellem dunkelt blaane:
Da se vi Venskabsstjernen stort at tindre.

»Du søde Barn, saa længselsfuld og stille,
Hvem Tungsind hviler i det mørke Øje,
Vi hilse dig, vi vil dit Sind fornøje:
Hvem vi forenede, skal Ingen skille.

Paa Englelyrer vi bag Skyen spille,
Og alle unge Hjerter kan vi bøje;
Thi vi har Magten fra det Evighøje;
Vi gjør dem lykkelige, som vi ville.«

Saa lød det ud fra Skyen. Duggen faldt.
Da smeltede de bløde Hjerter sammen
Ved Himlens Stjerner og ved Maaneflammen.

Og Jord og Himmel svandt for vore Blikke —
Og Nattergalen slog — vi hørte ikke —
O Coelestine! har du glemt det alt?

Blus, Kinder, ej saa purpurrøde!
Løft, Huldeste, det Blik, du sænker!
Amor, det ved du, hader Lænker,
Og ej at tro paa ham er Brøde.

Lad alle Hensyn være døde,
Alt, hvad vor Kjærlighed indskrænker!
Først, naar paa Ingenting man tænker,
Kan Sjælene ætherisk gløde.

Der er en Lov for Lidenskaben,
En himmelsk Ret, en jordisk ikke,
For visse svage Øjeblikke,

For Hjertets smeltende Fortaben;
Og Dydens melankolske Engel
Maa vige Sædet med sin Liliestængel.

Jeg gik saa tidt til disse Klippestene,
Ned ad hvis Mur de kolde Kilder skylle,
Hvis Krat og Ranker Vandreren indhylle;
Der var en Ro, en Fred — jeg var alene.

Der hang saa runde Bær paa alle Grene;
Der var, mit Blik og Øre at fortrylle,
Af Farver og af Duft og Lyd en Fylde;
Der var en Ro, en Fred — jeg var alene.

Og endnu tidt mig Ensomheden favner
Og trykker dybt i sine brune Skygger;
Men Ro og Fred er ikke mer at finde.