Hvor alt er taust! Hvert Blad, hver løvrig Ranke,
Som kaad og overgiven før sig snoede
Omkring de smekre Stammer, hvor de groede,
Til melankolske Hvælvinger sig sanke.

Dorsk flyder Aaen hen, den dunkelblanke.
Hvor øde, hvor den gamle Ridder boede,
Hvor skummelt, hvor hans Seng og Lampe stode!
Jeg hører kun mit eget Hjerte banke —

Kun Duggens Fald i Haugens Buegange —
Et Gisp af Fisken i de stille Damme —
En sagte Lyd af Hængeaskens Grene.

Her var jeg blevet, rentud sagt, lidt bange.
Hvis jeg sad ensom ved den mørke Stamme;
Men, Elskte, jeg er aldrig mer alene!

Vent ham ej længer, du Danmarks friske, yndige Sommer,
Vent ham ej længer med Blomster og Glæde; han kommer ej mere!
Ej til Velkomst, Venner, bereder det duftende Bæger;
Han, som vi rakte det helst, vor Fischer,kommer ej mere!
Fjernt, hvor Javaneren samler paa fugtige Marker sin Risfrugt,
Standste hans Vej; der lagde han træt sig til Hvile, og Palmen
Breder sit prægtige Blad højtidelig overhans Gravhøj.
0, hvor længtes vi Alle, hvor spejdende søgte ej Blikket
Højt fra Bakkernes Hang den kommende Sejler paa Sundet!
Begede Sjouer, der rendte med Sømandens Kuffert fra Broen,
Var os et lysteligt Syn, i hans Spor vi drømte den Savnte.
Og naar det banked paa Døren med svag, ejendommelig Banken —
Ak! det var ham dog ej, ej vor Vens alvorlige Ansigt,
Mørknet af Solen, men lyst af detmildeste, reneste Venskab.
O bebrejder ham Intet; han veg jo beskeden for eder,
I, som foragte en Sjæl, der har barnligen ofret sig Konsten,
Eder han veg — han veg for den nordiske Kuld, og i Syden
Favnte ham to Gange hedt med begejstrende Skjønhed Naturen,
Ak! og tredie Gang i et Kys tilaanded ham Døden.
Men han var lykkelig, ja, Poesien belønner sin Dyrker;