Den rette, dybe Kjærlighed,
Den varer evig, evig ved.
O lad mig dø! jeg frygter ej:
Naar du er til, saa lever jeg;
Dør du — nu vel, som Himlen vil!
Du lever dog, naar jeg er til;
Og dø vi sammen — evigtro
Er Sjælene i Dødens Ro.

Hvad der huer mig ved Skoven? —
Ensomhed; en frodig Grund;
Hun er kjælen, jeg forvoven;
Et Par Jordbær; Mund paa Mund!

Havet? — har vel muntre Drenge
Nogen bedre Gyngehest?
Manken kan mod Skyen trænge,
Knalder højt den stærke Blæst.

Lynet? — Ha, Guds egen Landse!
Selv den Høje lærer os,
Djærvt forsvare Modets Skandse
Og at byde Faren Trods.

Fik jeg Bjerge brat at skue? —
Nu, dem saa jeg aldrig end.
Til en Skammel kan de due ;
Er der Vin, følg med derhen!

Stjernerne? — O skjønne Frugter!
Sove Natten bort, gjør Fæ;
Se, hvor Grenen lyst sig bugter!
Hvilket herligt Juletræ!

Maanen? — Som min hulde Pige,
Skjøndt i Skjul, dog røber sig
Under Lagnets bløde Flige,
Saadan huer Maanen mig.

Rosenbuske, Liliens Blommer,
Brudelys i blanke Kjær? —
Sødt at stirre paa en Sommer,
Naar den Skjønne ej er nær.

Drosler, Lærker, Nattergale? —
Hør, mig huer deres Spil,
Naar jeg vil om Elskov tale
Eller skrive Piger til.

Piger selv? — Saa stop dog, Kjære!
Husk, et Ordsprog lyder saa:
Narren tidt kan spørge mere,
End en Klog kan svare paa.

O hulde Drømme, smigrende og søde,
Som Pigens Sjæl og Ungersvendens Tanke,
Naar ømme Savn og Anelser sig sanke,
Saa lønliglet og saa fantastisk føde!