Naar Letsind stiger, og min Troskab daler,
Det svage Hjerte truer med at strande:
Jeg flygter til dit Helgenbilled, Hanne!
At vække atter Livets Idealer.

Og i min Hjernes traurige Canaler
Dit Øje kaster Solskin, søde Hanne!
Saa andre Folk kan se det paa min Pande,
Hvor sig et Slags tungsindigt Maanskin maler.

Til dit Portrait jeg sukker: »Ej du straffe
Min svære Synd paa Rejser og paa Baller;
Men ved mit Hjertes Daarligheder skil mig!«

Og Tjeneren, som bringer mig min Caffe,
Som jeg, paa Knæ for Helgeninden falder,
Og Piger strømme, for at se dig, til mig.

Den Himmel, jeg har henrykt kaaret,
Som Jordens, er i Tvillingkugler skaaret;
Men de er blændende, ej blaa,
Kun med en svag, en blaalig Aare paa.
De har ej Sol, men vel en Kreds af Rødme,
Der straaler Liv og sprudler Sødme;
Dem ingen Astronom betragter nøje.
Men vel min Drengs det brune Øje.
De dækkes stundom af en Sky,
Snart helt, snart halvt — men den maa fly.
For Storme har de intet Rum,
Skjøndt bølgende som Havets Skum.
Lynglimt man øjner ikke der —
Kun af mit Kys et Rosenskjær.
Ej Stjerner har de for en natlig Vanker,
Men vel et Hjerte indenfor, som banker,
Og som, naar Alt er Mulm, vejleder
Den tro og elskende Tilbeder.

Der var en Tid, jeg troede ej paa Gud
Og havde intet Haab om Evighed;
Tilintetgjørelsens uhyre Ro
Var mine mørke Tankers Ideal.