0 jeg ændser ej mit Danmarks
Flade Former, plumpe Grønhed —
Hvor du vandrer om, Veninde,
Er et Ginnistan af Skjønhed!

Hvad er Alpesneens Hvidhed,
Fuld af Sænkninger og Kupler,
Mod din Arms, din Skulders Runding
For en henrykt, ensom Grubler?

I din Haarvæxt hvilken Fylde!
Tal mig ej om Skovens Ranker!
Ved at løse disse Knuder —
Føl, hvordan mit Hjerte banker!

Ha, du rødmer! Paa din Læbe
Hvilke Roser! Hvo der saa dem,
Om en Afgrund end sig aabned,
Voved Livet for at naa dem.

O jeg synker hen i Tanker
Ved at se paa dine Lokker,
Sødere end Vinens Ranker,
Fuldere end Skovens Klokker!

Hvilke Anelser og Drømme
I det Ringlende, det Vundne,
I de slangesnoede Strømme,
I det Løste, i det Bundne!

Der kan Blikket henrykt famle,
Sig fordybe, boltre, vugge —
Der kan Digtekonsten samle
Hvad den bruger af det Smukke,

Og naar den har længe samlet,
Som en Bi af Blomsterkrukken,
Flyve langsomt til sin Celle,
Tung af Sødme, skjønhedsdrukken.

En dejlig Aften! Stille, sølvklart Vandet!
Vi roede langsomt hen, i Lundens Skygge,
Sømaager fløj forbi os venligt trygge
Og hilste os som Folk, der kom fra Landet.

En Sværm Meduser steg og sank i Vandet.
Men jeg var ør af Kjærlighed og Lykke;
Jeg kunde hende kun i Haanden trykke
Og vidste ej og tænkte ej paa andet.

Da hvisked hun: »Se Skyerne, du Søde,
Se Skoven, Søen, fjerne Bjerge drikke
Den sidste Glands, glødende, purpurrøde!«