Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
udbrød han forbitret. Men pludselig standsede han,
greben af en Anelse og tog St. Just haardt i Armen.
»Du skriver Anklageakten imod os«, raabte han
rasende, og fortsatte, da St. Just stammende søgte at
benægte det: »Ingen Udflugter; jeg kan se det paa
dig.« »Nu ja,« svarede St. Just, der havde faaet
Tid til at fatte sig, »du tager ikke fejl. Baade du
og Carnot vil finde jer tegnede med Mesterhaand.«
Carnot trak paa Skulderen. Han havde lige faaet
at vide, at Hoche var bleven fængslet, og mente, at
nu maatte det briste eller bære. Men mellem de to
andre og St. Just blev der et voldsomt Spektakel, og
da de endelig beskyldte ham for ligesom Couthon d.
22. Prairial at ville overrumple Konventet med et
Dekret, der ikke først var bleven meddelt
Velfærdsudvalget, lovede han at forelægge Udvalget sine
Planer den næste Morgen, inden han fremsatte dem i
Konventet.
Men da Udvalget mødtes den næste Morgen, den
9. Thermidor, savnede det St. Just. Det ventede og
ventede, og først ved Middagstid kom der et Bud fra
ham med et Kort af følgende Indhold: »Den mig
i Aftes tilføjede uretfærdige Beskyldning har bragt
mit Hjerte til at lukke sig. Jeg vil aabne det ganske
for Konventet.«
Ingen tvivlede om, at St. Just havde benyttet sig
af en Krigslist, og Velfærdsudvalget skyndte sig hen
i Konventet. Ganske rigtigt, — da det traadte ind i
Salen, stod St. Just paa Talerstolen, midt i sit
Foredrag. Fra Tilhørerpladsen lød der vedholdende
Bi-faldsklappen, da Udvalget viste sig i Salen. I samme
Øjeblik afbrød Tallien Taleren og forlangte med
Voldsomhed, at Sløret skulde sønderrives; derefter
tordnede Collot d’Herbois løs imod ham for hans
Optræden Aftenen forud og hans svegne Løfte, og
endelig afmalede Billaud Varennes i lidenskabelige Ord
for Konventet den Fare, det svævede i, om det ikke
tog sig sammen og handlede som Mænd. Det vil gaa
til Grunde, om det viser den mindste Svaghed. Alle
rejste sig, vinkede med Hatte og Tørklæder og raabte
Hurra for Konventet og Udvalget.
St. Just og le Bas søgte nu at komme til Orde,
men Billaud fortsatte, indtil Robespierre selv sprang
op paa Talerstolen.
»Ned med Tyrannen!« lød det fra alle Sider.
»Catilina! Catilina staar paa Talerstolen!« raabte
Tallien og foreslog, at Robespierre og hans fem
Tilhængere skulde fængsles. »Ogsaa Hanriot!« blev der
raabt.
Under Larm og Støj og efter Robespierres
gentagne: »Jeg forlanger Ordet« og Svarene: »Ned med
Tyrannen«, lykkedes det ham endelig et Øjeblik at
komme til Orde: »Rene Mænd!« henvendte han sig
til Sletten. »Til eder vil jeg tale, ikke til disse
Mordere. . ..«
Hans Stemme slog Klik og blev til en nervøs, hæs
Rallen.
»Dantons Blod kvæler dig!« lød en Stemme.
Der blev et Øjebliks uhyggelig Tavshed. Louchet
brød den med atter at stille Forslag om, at der skulde
udfærdiges Anklagedekret mod Robespierre.
En Bifaldsmumlen lod sig høre. Den voksede og
voksede og blev til sidst et vildt Hav af Jubel.
Robespierre klamrede sig med begge Hænder til
Talerstolens Rækværk. Hans Blik flakkede vildt ud
371
over Konventet, fra den ene Gruppe til den anden.
Sejerssikker havde han om Morgenen sagt til sin
Husvært, at han, den uegennyttige, den ubestikkelige,
stadig kunde stole paa Flertallet i Konventet; han
havde intet at frygte. Han var mødt i Salen i sin
Festdragt fra den 8. Juni »mere friseret end ellers«,
overbevist om at skulle triumfere over alle de
»lastefulde« og nu!...
Forslaget blev straks vedtaget, og Robespierre blev
med sine Fæller og sin Broder Augustin ført bort til
Fængslet i Mairiet.
Konventet tog sig derefter Tid til at gaa hjem og
spise til Middag. Da var Kl. 5. Men imens
foregik der store Begivenheder ude i Byen, som let kunde
have vristet Robespierres triumferende Fjender Sejren
af Hænde. Paa Underretningen om Robespierres
Fængsling traadte Kommunens Generalraad, der
ligesom Jakobinerne var hans svorne Tilhængere,
sammen paa Raadhuset og gav straks Ordre til, at
Nationalgarden fra de paalideligste Sektioner tilligemed
dens Artilleri ufortøvet skulde stille uden for Raadhuset.
Kl. 8V2 om Aftenen befriede Sektionerne med Magt
de fængslede og førte dem i Triumf til Raadhuset.
En behjertet Mand havde nu kunnet forandre hele
Situationen ved at gaa lige løs paa Konventet, inden
dette fik Tid til at fatte sig, men Nationalgardens
Kommandant, General Hanriot, var ikke i en saadan
Tilstand, at han kunde gøre Gavn. Under den
nervøse Følelse af det tilstundende Opgør havde den
ellers meget sobre Mand drukket sig Mod til og havde
jaget til Hest gennem Gaderne, blussende af Vin og
med dragen Sabel, indtil han Kl. 6 var bleven arresteret
af Sikkerhedsudvalgets Gendarmer. Da han blev
befriet, stod der alt 300 Mand med 12 Kanoner
op-plantede foran Tuilerierne og ventede kun paa hans
Ordre for at brænde paa. Men Generalen var
imidlertid kommen i det snakkesalige Hjørne og fortalte
først sine egne Soldater og dernæst Konventets Trop-’
per, der kom for at forsvare Slottet, at det hele var
én stor Misforstaaelse, og at alle nu var de bedste
Venner.
Men Stormklokkernes Kimen og Larmen i Gaderne
fortalte noget ganske andet. Da Konventet om
Aftenen atter samledes igen, havde man straks faaet Øje
paa Hanriot og hans Artilleri. »Hanriot er flygtet
fra sit Fængsel, han belejrer Konventet, han fører
Kanoner frem mod Folkets Repræsentanter — Lad
os erklære ham fredløs!« Da der nu indløb Melding
om, at ogsaa Robespierre samt de andre Arrestanter
havde forladt Fængslerne, blev ogsaa de erklærede
for fredløse; Barras, der tidligere havde været
Søofficer, fik Overkommando over alle de Tropper, han
maatte kunne vinde for Konventet; 12
Konvents-kommissærer i fuld Embedsdragt red til Hest med
Fakler foran sig gennem Gaderne og oplæste
Fred-løshedserklæringen imod Kommuneraadet og
Robespierre og hans Tilhængere, der alle blev beskyldte
for Deltagelse i en royalistisk Sammensværgelse. Det
var nu en Gang det nemmeste og mest praktiske
Middel, hvormed man kunde bearbejde
Folkestemningen, og gjorde ogsaa sin Virkning her. Hanriots
Artillerister havde næppe hørt, at deres General, som
mistænkt for Royalisme, var erklæret fredløs, før de
stillede sig under Konventets Kommando, og i Nattens
Løb vandt dette flere og flere for sig. Den næste
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
