Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - IV. Hjemmet og dets sorger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en
En halv time var alt nu ganske rolig. Der hørtes
ingen anden lyd end vægurets tikken og Adams hammer.
Det var saa aldeles stille ute. Da Adam aapnet døren
for at se ut omkring kl. tolv, var der ingen anden be-
vægelse end de blinkende stjerners; hvert græsstraa sov.
Stor legemlig anstrengelse gjør ofte at vore tanker
blir en bold for følelser og fantasi, og saa var det
iaften med Adam. Mens hans muskler arbeidet lystig,
var hans sind saa passivt som en tilskuer ved et dio-
rama; Scener av den sørgelige fortid og den sandsyn-
ligvis like sørgelige fremtid skred forbi ham i hurtig
skiftende rækkefølge.
Han saa, hvordan det vilde bli imorgen, naar han
hadde bragt kisten til Broxton og kom hjem og sat ved
frokosten: Saa vilde hans far rimeligvis komme ind og
skamme sig. Han vilde sætte sig og se ældre og endnu
skrøpeligere ut end han gjorde igaar; og han saa hvor-
ledes han kom til at hænge med hode og undersøke
gulvfliserne, og saa kom Lisbeth til at spørre ham,
hvordan han trodde kisten var blit færdig, den han selv
hadde sneget sig undav og ikke var begyndt paa en-
gang, for Lisbeth var altid den første til at komme
med bebreidelsens ord, skjønt hun bestandig jamret over,
at Adam var saa streng mot sin far.
«Og saadan gaar det og gaar det og blir værre og
værre,» tænkte Adam. «Den som først er begyndt at
glide nedover bakke glider ikke let opover igjen.» Og
han mindedes de dage, da han som liten gut hadde løpet
ved farens side og været stolt, naar han tok ham med
paa verkstedet og endnu stoltere, naar hans far roste
ham for kameraterne og sa at «gutten hadde et ual-
mindelig handlag til snekkering». Saa vakker og flink
en far han hadde hat dengang! Naar folk spurte Adam
hvis lille gut han var, saa syntes han det var som en
utmerkelse at han kunde svare: «jeg er Thias Bede
sin gut,» for det gik han ut fra, at alle vidste, hvem
Thias Bede var. Var det ikke ham, som hadde sat op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
