Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - VII. Melkeboden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNeR
mændene til at gjøre sig til nar paa forskjellig slags
maate — like fra den heroiske til den idiotiske — men
der er een slags skjønhet, som synes skabt til at for-
dreie hodet ikke alene paa mænd, men selv paa kvinder.
Det er en skjønhet, som minder om katunger, eller om
de ganske smaa, dunbløte ællinger naar de frembringer
smaa knepprende lyd med de bløte neb — eller om
børn, som netop begynder at slippe sig og finder paa
skøierstreker som de vet er uskikkelige — en art skjøn-
het, som gjør at man aldrig kan bli vred, samtidig med
at man er rasende fordi man slet ikke kan forstaa sig
paa sig selv. Hetty Sorrel hadde denne slags skjønhet.
Hendes tante, mrs. Poyser, som foregav at foragte alle
ydre fortrin og hvis mening det var at være den aller
strengeste dommer, selv hun maatte hemmelig følge
Hetty med øinene, saa indtat var hun i hende, og naar
hun hadde git hende hendes gode skjænd, som naturligt
var, da hun agtet at gjøre sin pligt mot sin mands niece
som jo ingen mor hadde selv til at skjænde paa sig,
stakkar, — da tilstod hun ofte for sin mand, naar de
to blev alene, at «sandelig trodde hun ikke, at jo uskik-
keligere hun var, desto vakrere var hun, den lille
taske.»
Det er til liten nytte at jeg fortæller, at Hettys
kinder var som rosenblade, at smilehuller legte omkring
hendes fortryllende truttende mund, at de store mørke
øine skjulte en skjelmsk spidsbubagtighet under lange
øienhaar, og at hendes krøllete haar, skjønt strøket
stramt tilbake under den lille runde kappe nu mens
hun arbeidet, listet sig ut fra sit fængsel igjen og faldt
I fine smaa mørke ringe ned paa hendes pande og om-
kring det hvite skjæl av et øre. Og lite kan det nytte,
at jeg sier hvor yndigt det var, det lyserøde og hvite tør-
klæde som var stukket ned i det lave, plommefarvede
livstykke, eller at en hertuginde kunde ønsket at kopiere
hendes store smekkeforklæde i silke, saa fortryllende faldt
det, eller at hendes brune strømper og tyksaalede spænde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
