Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - VIII. Kaldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAA
«Men fortæl mig — om jeg maa spørre om det, og
jeg er virkelig interesseret i at vite det — hvorledes
De først kom til at tænke paa at præke?»
«Ak, sir, jeg tænkte slet ikke paa det. Helt fra
jeg var seksten aar hadde jeg brugt at tale til smaa
børn og undervise dem, og undertiden fik jeg en saa.
sterk trang at jeg talte i skolen. Jeg følte mig ogsaa
sterk i bønnen for de syke. Men jeg hadde ikke følt.
noget kald til at præke, for jeg er av naturen mest til-
bøielig til at sitte hen. Det er som om jeg kunde sitte
hele dagen lang, mens tankerne paa Gud overrisler min
sjæl likesom vandet i bækken risler hen over stenene
paa bunden. For tankerne er saa store — ikke sandt,
sir? — de er som en dyp flod, som river os med. Og
det er min svakhet, at jeg glemmer hvor jeg er og alt
omkring mig og fortaper mig i tanker, som jeg ikke kan
forklare i ord. Saaledes har jeg hat det saa længe jeg
kan huske, men undertiden var det som om talen saa
kom uten at jeg selv visste eller vilde det, og ordene
strømmet paa aldeles som taarerne, fordi hjertet er fuldt.
Og det føltes altid saa velsignet, men jeg tænkte dog
aldrig det kunde bli saadan likeoverfor en stor masse
mennesker. Men sir, vi ledes som smaa børn ad veie
vi ikke kjender. Og jeg blev kaldet ganske uventet,
og siden har jeg aldrig hat nogen tvil om at jeg skulde.»
«Men fortæl mig de nærmere omstændigheter —
hvorledes det gik til. Jeg vil gjerne høre om den dag,
De begyndte.»
«Det var en søndag. Jeg gik hele veien til Hetton-
Deeps med broder Marlow — en av vore prædikanter,
en noksaa gammel mand. Hetton-Deeps er en liten
landsby, hvor folk ernærer sig ved arbeide i blyminerne,
og de har hverken prest eller kirke, men lever som faar
uten hyrde. Det er over tolv mil fra Snowfield og dit,
saa vi gik ut tidlig om morgenen, og det var midt paa
. sommeren. Og jeg fyldtes av en saa stor følelse av
Guds kjærlighet som vi gik hen over høiderne, hvor der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
