Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - X. Dinah hos Lisbeth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ej
develser, hun intet hadde at gjøre med. Hun var end-
ogsaa ved bækken, hun vakte hans mors vrede ved at
følge med ind, og han mødte hende dryppende vaat i den
fine kjole, da han gik til Treddleston for, at melde døds-
faldet. Men hvorsomhelst Hetty kom, fulgte hans mor
like efter, og der var aldeles intet forbausende i at hun
stod like foran ham nu, da han vaagnet.
«Aa gutten min, gutten min,» begyndte Lisbeth
straks at jamre, ti mens sorgen endnu er ganske ny
har den en forunderlig trang til at sætte sig i forbindelse
med enhver forandring og gjenopta sin klage for hver
ny anledning: «din stakkars far, han skal ikke plage
dig nu mere, og din mor gjorde likest i at følge efter
ham — jo før des bedre — for jeg er ingenting tes nu
mere. Et gammelt plagg duer til at lappe et andet
gammelt plagg med, men ikke til noe andet. Du vil ta
dig en kone til at bøte dine klær og koke din mat, og
hun blir saa meget gjævere end din gamle mor, og jeg
blir bare en byrde for dig, der jeg sitter borte i ovns-
kroken.» (Adam flytter. sig urolig paa bænken. Der
var intet saa frygteligt for ham som naar hans mor
begyndte at tale om MHetty). «Men om din far hadde
levet, saa var det aldrig kommet i hans tanke, at jeg
skulde gi plads for en anden, for han kunde ikke mere
undyære mig end den ene halvdel av saksen kan und-
være den anden. Aa var vi bare kommen bort paa
samme gang, saa jeg aldrig hadde oplevet denne dag og
der var blit een begravelse for os begge.»
Her stanset Lisbeth, men Adam sat og krympet sig.
Han kunde ikke tale andet end kjærlig til sin mor idag,
men han kunde ikke for at hendes klage irriteret ham.
Det var ikke mulig for stakkars Lisbeth at ane, hvor-
ledes det berørte hendes søn, like saa lidt som en saaret
hund kan ane, hvorledes dens hyl irriterer dens herres
nerver. Som alle suttrende kvinder klaget hun for at
bli trøstet, og da Adam intet sa, fortsatte hun bare
«desto mere bitterlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
