Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XII. I skogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 134 —
Det gyldne lys legte mellem de øverste grene, og tittet
kun nu og da ned paa den rødbrune, moskantede sti;
en av disse dage, da skjæbnen skjuler sit kolde, ubøn-
hørlige ansigt bak et bølgende slør, omslutter os med
varme, dunbløte vinger og forgifter os med violduftende
aande. Arthur slentret skjødesløst avsted med en bok
under armen. Han gik ikke og Saa ned som mænd
pleier at gjøre, naar de gaar i dype tanker; øinene
vilde absolut søke hen til den omdreining av veien,
hvor en liten skikkelse nu sikkert snart maatte vise
sig. Ah! Der kommer hun. Først bare noget broget
og flagrende, som en tropisk fugl mellem grenene, saa
en trippende liten skikkelse med en rund hat paa og en
liten kurv paa armen, og saa en dypt rødmende ung
pike, som ser helt forskrækket ut, men allikevel neier
med det lykkeligste smil, da Arthur kommer hen til
hende. Hvis Arthur hadde hat tid til i det hele tat at
tænke, vilde han fundet det underlig at ogsaa han selv
skulde være i saadan sindsbevægelse, at ogsaa han
skulde rødme; kort sagt, se likesaa dum ut og føle sig
likesaa dum som om dette kom overraskende paa ham,
og som om han ikke mødte akkurat det han var gaat
ut for at møte. Stakkars unge mennesker. Det var
skade, at de ikke befandt sig i den gyldne barnealder.
Da vilde de gaat like bort til hinanden og stirret paa
hinanden forlegne og beundrende, og saa vilde de git
hinanden et lite sommerfuglekys og tullet avsted og
lekt sammen.
Nu vendte Arthur om og gik tilbake ved Hettys
side, uten at gi nogen grund. De var alene for første
gang. Hvor overvældende er den ikke, denne følelse
av første gang at være alene. Arthur vovet likefrem
ikke at se paa den lille meierske i de første to minutter.
Og Hetty — hendes fødder hvilte paa en sky; hun
bares avsted paa en mildt viftende Zefyr, hun glemte
ganske sine rosa baand; hun vidste ikke mere av sig
selv end om hendes barnagtige sjæl var fløiet ind i en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
