Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XII. I skogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 1387 —
to bækker, der intet bedre forlanger end at gaa op i
hinanden og risle videre under løvets hegn i utallige
slyngninger, stedse møtende binanden. Medens Arthur
sænket sit blik i Hettys mørke, bedende øine, gjorde
det ham lite, hvad slags engelsk hun talte, og selv om
hofteputer og pudder hadde været paa moten, vilde han
neppe netop da hat nogen følelse av at Hetty manglet
disse tegn paa høiere dannelse.
Men de för fra hinanden med bankende hjerter.
Noget faldt til jorden like ved dem. Det var Hettys
kurv. Alle hendes smaa sysaker trillet bortover, og
enkelte av dem viste en stor evne til at trille rigtig
langt. De fik da endel at bestille med at samle det op
igjen, og der blev ikke sagt et ord, men da Arthur
atter hang kurven paa hendes arm, følte det stakkars
barn en forunderlig forskjel i hele hans væsen. Han
trykket blot hendes haand og så med et uttryk og i en
tone, som virket fuldstændig isnende:
«Nu maa jeg ikke opholde Dem længer. Mrs.
Pomfret venter Dem vist nu.»
Uten at gi hende tid til at svare vendte han sig
og skyndte sig op til Eremitagen, mens Hetty fortsatte
sin vei i en sælsom drøm, som var begyndt i forvirrende
fryd og siden hadde forandret sig saa forunderlig og
var blit saa ond og utydelig. Vilde han nu møte hende
igjen, naar hun gik hjem? Kjære, han hadde talt næsten
som om han var vred paa hende? Og saa løp han saa-
ledes avsted? Hun begyndte at graate, hun vidste
neppe hvorfor.
Ogsaa Arthur var urolig, men en klarere bevissthet
kastet sit lys over hans følelser. Han skyndte sig til
Eremitagen, som stod midt i lunden, rev døren op, slog
den i efter sig, kastet «Zeluco» hen i det borterste
hjørne, stak haanden ned i lommen, gik heftig frem og
tilbake i det lille rum og satte sig paa en ottoman i
denne stive, retryggede stilling vi ofte indtar, naar vi
ikke ønsker at overgi os til vore følelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
