Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XIV. Hjemkomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 146 —
længtet efter at dele med hele verden, og saa Hettys
straalende, selvoptagne skjønhet. Hetty var saa glad i
Dinah som hun overhodet kunde være i nogen kvinde.
Hvordan var det ogsaa mulig at være andet end glad
i en som altid la ind et godt ord for hende, naar hendes
tante skjændte, og som altid stod færdig til at ta Totty
fra hende — lille kjedsommelige Totty, som alle gjorde
saadant væsen av, men som Hetty slet ikke kunde finde
noget rart ved. Dinah hadde aldrig irettesat Hetty det
mindste saalænge hun hadde været der. Hun hadde
ofte talt længe og alvorlig med hende, men det generte
ikke Hetty saa meget, ti det hørte hun ikke paa, og
hvad saa Dinah end sa, saa klappet hun hende altid
paa kinden bakefter og tilbød sig at hjælpe hende med
et og andet. Dinah var hende en gaade. MHetty be-
tragtet hende paa samme maate som man kan tænke
sig en liten fugl, der kun formaar at flagre fra gren til
gren, maa betragte svalen i dens seilende flugt eller
lærken, naar den stiger høit mot sky. Men hun brød
sig likesaa lite om at løse saadanne gaader, som hun
brød sig om at forstaa billederne i «Pilgrimens van-
dring» og i den gamle billedbibel, som Martin og Tommy
plaget hende med om søndagene.
Dinah tok nu hendes haand og trak den ind under
sin arm.
«Du ser saa lykkelig ut iaften, barn,» sa hun.
«Jeg kommer til at tænke paa dig ofte, naar jeg er i
Snowfield, og da vil jeg se dit ansigt for mig saaledes
som nu. Det er saa forunderlig — undertiden, naar
jeg er ganske alene og sitter med lukkede øine, eller
gaar hen over høiderne, da kommer mennesker for mig
som jeg har set og kjendt — ofte bare været sammen
med et par dage, og jeg hører deres stemme og ser
dem bevæge sig næsten tydeligere end da jeg var dem
nær og kunde røre ved dem. Da drages mit hjerte til
dem, og jeg føler det som om deres skjæbne var min,
jeg finder trøst i at lægge den frem for Vorherre, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
