Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XV. De to sovekammere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 157 —
Det var den letteste daarskap av verden at forelske
sig i hende, og hvilken pris vinder ikke den mand, som
vinder en hustru som hende. Hvor misunder ikke hans
venner ham. Gaar noget galt her, maa det være man-
dens skyld. Naturen har sit eget sprog og er altid
sandfærdig, og naturen har skrevet med tydelig skrift
i disse bløte fine linjer, I disse øines vidunderlige dyp.
Blot at tænke sig, hvorledes børnene vil klynge sig
rundt denne mor, der selv ser ut som et barn. Det vil
bli som et rosentræ med mange knopper. Men blander
der sig nu ingen vemodige tanker i hendes fremtids-
drøm — en saar følelse for disse to, der har været
hende i forældres sted, for de børn, hun har hjulpet til
at passe, deres barndom op igjennem, for en eller anden
barndomsveninde, for dyr eller ting, hun har bundet sig
til? — Der er enkelte planter som næsten ingen røtter
har. Man kan løsne fra den plet, hvor de er grodd og
ganske likefrem lægge dem ovenpaa en blomsterpotte,
og de blomstrer uforstyrret videre. Hetty kunde kastet
hele sit foregaaende liv bak sig uten at bry sig om
nogensinde at bli mindet om det mere. Jeg tror ikke,
hun hadde nogensomhelst følelse for det gamle hus, og
de gammeldagse blomster i haven var hende ikke
kjærere end andre blomster — snarere mindre. Det
var forunderlig hvor lite hun brød sig om at opvarte
sin onkel, som dog hadde været som en far for hende.
Husket aldrig paa at 2i ham pipen i ret tid, medmindre
der var en besøkende tilstede, som da fik bedre anled-
ning til at se hende, naar hun kom frem til ilden.
Hetty kunde aldrig forstaa, hvorledes nogen kunde bry
sig synderlig om middelaldrende folk. Og disse børnene
Marty og Tommy og Totty — de hadde været hendes
livsplage; brysomme som insekter en varm sommerdag,
stadig summende om en, naar en ønsket at ha det
rolig. Marty, den ældste, laa i vuggen da hun kom i
huset, de børn som var født før ham var alle døde, og
Hetty hadde altsaa hat dem alle tre, den ene efter den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
