Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XV. De to sovekammere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 159 —
trippende op og ned, utpyntet i kniplingsskjærf og med
store ørenringer. For at sikre sig mot saadan over-
rumpling pleiet hun altid at laase døren, og det hadde
hun heller ikke glemt iaften. Og det var godt; ti nu
hørtes der en let banken, og Hetty skyndte sig med
bankende hjerte at blæse ut lysene og kaste dem ned i
skuffen. Hun vovet ikke at hefte sig bort med at ta
ut ørenringerne, men skjærfet lot hun falde paa gulvet
førend den lette banken atter lød.
Dinahs fryd var hendes kammervindu. Som det.
laa i anden etage av det høie hus, hadde hun fra det
vid utsigt over de store marker. Væggene var saa
tykke at de dannet en vindusfordypning omkring en
meter bred, og der pleiet hun at ha en stol staaende.
Det første hun om aftenerne gjorde, var at gaa og
sætte sig her og se ut over de fredelige marker, som
maanen netop steg opover, der langt borte over almerne.
Hun likte bedst de marker hvor kjørene nød sin hvile,
og dernæst dem, hvor høiet laa slaat i lange sølvglin-
sende, bølgende linjer. laften var hjertet fuldt, ti dette
var den næstsidste aften hun påa lang tid kunde se ut
over disse marker, men hun tænkte lite paa at hun
skulde undvære netop denne glæde, ti for hende var
Snowfield i al sin fattigdom like tiltalende. Hun tænkte
paa de kjære mennesker, hun hadde lært at holde av
her i disse fredelige omgivelser, og som nu for stedse
vilde ha en plads i hendes kjærlige hjerte. Hun tænkte
paa alt hvad de kunde faa at gjennemgaa paa den livs-
vandring som laa for dem, mens hun skulde være langt
borte og intet vite om dem, og disse tanker blev saa
sterke i hende, at det blev hende umulig at nedsænke sig
i beskuelsen av den stille, maanelyse, udeltagende natur.
Hun lukket øinene, at hun desto dypere kunde for-
nemme den kjærlighet og barmhjertighet, der er saa
usigelig meget dypere og mere omfattende end den, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
