Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XVII. Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 1799 —
segl i — hængende som en lodline ned fra det fremsprin-
gende punkt, hvor uret hadde sin plads. Et gulagtigt
silketørklæde var slynget om halsen, og læggene stak i
et par prægtige, sviklede graa strømper, strikket av mrs.
Poysers egen haand. Mr. Poyser hadde ingen grund til
at skamme sig over sine lægger, og det var hans mening
at den overhaandtagende bruk av langskaftede støvler
skrev sig fra en sørgelig nedgang i læggenes skikkelse.
Endnu mindre hadde han grund til at skamme sig over
sit gemytlige, runde ansigt, som lyste av det mest skin-
nende gode humør nu da han sa: «Naa, Hetty, kom
saa! Kom smaafolk!» og gav armen til sin kone og gik
foran nedover gaarden.
«Smaafolkene» var Marty og Tommy, gutter paa ni
og syv aar i langskjødede bommesis frakker og knæ-
benklær, røde kinder og sorte øine, saa lik sin far som
meget smaa elefanter kan være lik den store. Hetty gik
imellem dem, og bak kom den taalmodige Molly, hvis
opgave det var at bære Totty over alle vaate steder paa
veien, ti Totty, som hurtig var kommet sig av den
truende feber, hadde insistert paa at faa være med til
kirke, og især paa at faa ha sit røde og sorte halsbaand
utenpaa kraven. Og der var mange vaate steder, hvor
hun maatte bæres i eftermiddag, for der hadde gaat
tunge skurer over egnen tidligere paa dag, skjønt
skyerne nu var rullet tilside og laa i store, sølvhvite
masser 1 horisonten.
Man saa, at det var søndag bare man gik gjennem
gaarden. Det var som om hønsene visste det, for de
kakklet ganske dæmpet, og selv buldoggen saa ikke saa
glubsk ut som sedvanlig, men gjorde snarere indtryk av
at den idag vilde nøie sig med et mindre jafs end ellers.
Selve solskinnet syntes at lokke til hvile og ikke at
kalde til arbeide; det hadde selv lagt sig til hvile paa
det mosgrodde skur, paa de hvite ænder, som laa tæt
op til hinanden og paa den store, sorte purke, som laa
og strakte sig dovent paa straaet, mens smaagrisene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
