Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XIX. Besøket paa forpagtergaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 211 —
solstraaler er indforlivet i aprikosens fine frugt; men vi
husker intet av den; vi kan kun tro paa barndommens
glæder. Men vor første kjærlighets første glade øieblik,
det er et minde som blir hos os til det sidste, og naar
det dukker op for os vækker det en bæven, lik den
duft der minder os om en lykkestund i længst for-
svundne dage.
Hetty, bøiet over de røde klaser, solstraalerne paa-
Skraa gjennem det store epletræ, hele den store, uskjøttete,
yppige have omkring dem, og han selv som stod der og
saa paa hende og trodde, at hun tænkte paa ham og at
der ikke behøvdes ord mellem dem — Adam husket det
altsammen til sin sidste stund.
Og Hetty? De vet, at Adam tok feil av hende.
Som saa mangen før ham trodde han, at det som var
tegn paa kjærlighet til en anden, tydet paa at hun
elsket ham selv. Da Adam nærmet sig, uset av hende,
hadde hun som sedvanlig staat og tænkt paa Arthur og
undret paa om han ikke snart kom tilbake: hvilken
mand der end var kommet, vilde det berørt hende paa
samme maate — det vilde skutt igjennem hende, at det
kanske var Arthur, og det blod som veg fra kinderne i
sindsbevægelsens første øieblik, det vilde strømmet like
voldsomt tilbake igjen, hvem den anden end hadde
været. Adam hadde ret i det, at der var foregaat en
forandring med Hetty. Den første lidenskabs frygt og
spænding, som nu bragte hende til at skjælve, var ster-
kere end forfængeligheten og gav hende for første gang
denne følelse av hjælpeløs avhængighet av en andens
følelser, som selv hos den mest overfladiske unge pike
vækker en trang til at klynge sig ind til nogen og søke
beskyttelse, og skaper en før ukjendt mottagelighet for
godhet. For første gang følte Hetty, at der var noget
beroligende for hende i Adams mandige ømhet. Hun
trængte saa til at bli kjærlig behandlet. — Aa, det var
haardt at opleve denne tomhet, denne taushet, denne til-
syneladende likegyldighet efter disse øieblikkes glødende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
