Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XIX. Besøket paa forpagtergaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 210 —
haug paa græsbakken, og Adam reiste sig og gav hende
skaalen og saa hende like ind i øinene med denne dæm-
pede ømhet, som er eiendommelig for det første forhaab-
ningsfulde øieblik.
Hetty saa ikke bort Rødmen var borte og hun
møtte hans blik med et rolig vemodig uttryk som gjorde
Adam godt, fordi det var saa ulikt alt han hittil hadde
set av hende.
«Nu er her ikke mange bær igjen,» sa hun, «jeg
er snart færdig.»
«Jeg skal hjælpe dig,» sa Adam og gik efter den
store kurv, som var næsten fuld, og bar den ned til
hende.
Ikke et ord blev der vekslet mens de plukket
bærrene. Adams. hjerte var altfor fuldt til at han
kunde si noget, og han trodde Hetty forstod alt. Hun
var altsaa dog ikke likegyldig for hans nærværelse.
Hun hadde rødmet da han kom og der var over hende
noget vemodig som ganske sikkert maatte bety kjær-
lighet, eftersom det var saa helt forskjellig fra hendes
sedvanlige væsen, som han saa ofte hadde sørget over,
fordi det forekom ham saa likegyldig. Og her kunde
han staa og se paa hende saa meget han vilde, mens
hun bøiet sig ned over bærrene og aftensolens skraa
straaler listet sig ind mellem epletræets tætte grener og
spillet omkring hendes runde kind og yndige nakke som
om ogsaa de var forelsket i hende. Adam oplevet her
det øieblik, som altid blir uforglemmeligt for en mand —
det øieblik da han først tror, at den første kvinde han
elsker, ved et blik, et ord, en fast umerkelig dirren ved
munden eller øienlaaket har røbet ham, at hun endelig
begynder at elske ham igjen. Saa meget av al vor
tidligere lykke forsvinder fuldstændig fra vor hukom-
melse. Vi kan aldrig gjenkalde os den glæde, hvormed
vi la vort hode til vor mors bryst eller red rundt i
stuen paa fars ryg. Der er ingen tvil om at denne
glæde er indforlivet i vor natur likesom vaarmorgenens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
