Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XXI. Opbrudd til fødselsdagsgildet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 239 —
spinder en væv av daarskab og forfængelige haab, som
kanske engang skal komme til at snøre sig om hende
som en forgiftet skjorte og forvandle den flagrende, glade:
sommerfuglfornemmelse til en dyp menneskelig kval og
angst.
Men hun kan ikke beholde ørenringerne paa længe,
ellers vilde hendes onkel og tante komme til at vente.
Hun lægger dem hurtig ned i æsken igjen og laaser den.
Engang skal hun gaa med de ørenringer hun vil, og hun
lever allerede i en usynlig verden av deilige dragter av
glitrende gaze, bløt silke og tung fløil, saadan som lady
Lydias kammerpike har vist hende i garderoben paa
herregaarden. Hun føler allerede armbaandene om haand-
ledene og træder frem foran et heit speil paa et bløtt
tæppe. Men hun har dog én ting i skuffen, som hun
kan vove sig til at bære idag, fordi hun kan hænge den
paa den snor mørkebrune kjerner, som hun altid gaar
med paa festdagene med en liten flat Iugteflaske stukket
ned i brystet. — Og hur maatte ha sine mørkebrune
perler paa — halsen vilde se altfor bar ut uter. Hetty
var ikke fuldt saa glad i sin medaljon som i ørenringerne,
skjønt det var en stor, smuk medaljon med store emal-
jerte blomster paa baksiden og paa den anden side et
smukt, guldindrammet glas, som dækket over en liten
lysebrun lok, der dannet en bakgrund for to smaa mørke
krøller. Hun maatte ha den under kjolen; ingen vilde
faa se den. For Hetty hadde en anden lidenskab, som
kun stod litet tilbake for hendes kjærlighet til pynt, og
denne anden lidenskab gjorde, at hun var glad 1 at gaa
med sin medaljong, selv under kjolen. Hun vilde gaat
med den altid, hvis hun hadde vovet at møte sin tantes:
spørsmaal om, hvorfor hun gik med en snor om halsen.
Nu smuttet hun den altsaa ind paa perlesnoren og lukket
laasen. Det var ingen lang snor; den gik saavidt ned
i utringningen. Og nu stod der intet andet tilbake end
at trække de lange ærmer paa, sætte paa sig sit nye
hvite klare tørklæde og sin straahat, som idag var pyntet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
