Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første bok - XXV. Dansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dog
anden. Glæden ved dausen var borte; hans øine hvilte
paa hende med et urolig og spørgende blik, han kunde
ikke finde paa noget at si til hende, og ogsaa hun var
ute av humør og uoplagt. De var begge glade, da
dansen var over.
Nu vilde Adam ikke være længer, og ingen vilde
lægge merke til det om han gik. Saasnart han kom ut
skyndte han sig avsted uten at vite hvorfor, men han
jagdes av den pinlige tanke, at mindet om denne dag,
som var begyndt saa løfterik for ham, nu for stedse var
forgiftet. Men pludselig stanset han, overrasket av et
haab der slog ned som en lynstraale. Gik han ikke nu
her og var rigtig dum og gjorde sig store sorger for en
ubetydelighets skyld. Hetty som var saa glad i stas,
kunde jo ha kjøpt medaljongen selv. Den saa rigtignok
for dyr ut til det — den lignet disse fine saker som laa
paa hvite silkeputer i juvelerbutikkerne i Rosseter.
Men Adam kjendte ikke stört til priserne paa saadant,
og han tænkte, at mer end et pund sterling kunde den
vel ikke koste. Men ifald hun hadde kjøbt den selv, hvorfor
var hun da saa bange at hun skiftet farve og bakefter
slog det hen i ingenting? Aa det var fordi hun skam-
met sig over at han skulde se hun hadde noget saa fint,
for hun visste jo, at han hadde imot saadant. Det var
bare et bevis for at hun tok hensyn til hvad han syntes
om og ikke syntes om. Og nu vandret han roligere
videre, opmuntret av dette nye haab. Det eneste han
var urolig for var, at han kanske nu hadde opført sig
saa klodset, at det hadde avkjølet Hettys følelser
for ham.
Og Adam gik tilsengs husvalet ved den sindrike
væv av sandsynligheter han hadde vævet for sig selv —
det bedste skjermbret en viis mand kan sætte mellem
sig og sandheten. Og imidlertid førte Arthur Hetty i
dansen og hvisket i hendes øre: «Iovermorgen klokken
syv i lunden. Kom saa tidlig du kan.» Og Hettys smaa
dumme glade forhaabninger, som forskræmte var fløiet
18 — Adam Bede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
