Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XXVI. En krisis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— TT —
godt humør, fordi det faldt saa naturlig at tro, at der
vilde komme mange godveirsdager efter denne, naar
vinden først la sig. Hvis nu bare ikke kornet var saa
modent at det blæste ut av skjelmerne, og aksene blev
staaende tomme tilbake.
Og dog var dette en dag, da en knusende sorg
skulde ramme et menneske. Ti er det end sandt at
naturen til sine tider synes: at ha som en forutanelse
om ens individuelle skjæbne, saa er det ogsaa sandt, at
den kan være ubeskrivelig ufølsom for den. Vi er børn
av en stor familie og maa — som saadanne børn —
lære ikke at vente at der skal gjøres meget væsen av
vore viderværdigheter, lære at slaa os til ro uten syn-
derlig karessering, og hjælpe hverandre desto mere.
Det hadde været en travl dag for Adam, som i det
sidste hadde gjort næsten dobbelt arbeide, for han ved-
blev at fungere som formand hos Jonathan Burge, indtil
der kunde findes en anden i hans sted, og Jonathan
var sen til at finde denne’anden. Men han hadde ar-
beidet med glæde, ti han haabet atter. Hver gang han
hadde møtt Hetty siden fødselsdagen hadde hun vist sig
venligere og elskværdigere mot ham end før, aldeles
som om hun vilde la ham forstaa, at hun hadde tilgit
hans kulde og taushet under dansen. Han hadde aldrig
nævnt medaljongen til hende mere, altfor lykkelig over
at hun smilte til ham — endnu lykkeligere over at han
opdaget noget dæmpet hos hende, som han tolket som
den økende kvindelige godhet og alvor. Sandt nok, han
hadde kun set hende to ganger siden festen, for da han
en søndag gik hjem fra kirken med dem, var Hetty
gaat med det høiere tjenerskap fra herregaarden, —
næsten som om hun vilde opmuntre mr. Craig.
«Hun liker sig altfor godt blandt dem i mrs. Bestes
stue,» sa mrs. Poyser. «Jeg for min del har ikke saa
svært tilovers for fine folks tjenere, de er som de fine
damers fete hunde, ikke kan de gjø og ikke kan de ta
sig et ben. Bare til stasen.» En anden aften var hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
