Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XXVI. En krisis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 281 —
Han hadde forsøkt at gjøre sig en smule sterkere ved
at drikke litt mere vin end sedvanlig til middag, og
denne ophjælp var endnu saapas virksom, at han kom
til at ta dette uvelkomne møte med Adam en hel del
lettere end han ellers vilde ha gjort. I grunden, naar
først galt skulde være, var jo Adam den allerbedste
som kunde træffe til at se ham og Hetty sammen. Han
var en fornuftig fyr og vilde ikke sladre. Arthur
"følte sig trygg paa at han kunde le ’og forklare det hele
bort. Og saa kom han da slentrende henimot ham med
paatat likegyldighet — det blussende ansigt, snipkjolen,
det hvite skjortebryst, de juvelbesatte hænder halvveis
stukket ned i vestelommen — altsammen beskinnet av
den forunderlige aftenbelysning, som hadde tændt an selv
de lette skyer oppe i Zenith, saa at de nu kastet sit
lys ned over ham gjennem løvverket.
Adam stod hele tiden ubevægelig og bare stirret
paa ham. Han forstod altsammen nu — medaljongen og
alt andet, som hadde forekommet ham forunderlig: Ft
forfærdelig, skaanselsløst lys viste ham den hemmelige
indskrift, som forandret hele fortidens betydning. Hvis
han hadde bevæget en muskel maatte han uundgaaelig
ha sprunget paa Arthur som en tiger, men han så sig
selv, at han maatte ikke gi efter, han maatte søke at
gjøre det som var ret. Han stod som bundet av en
usynlig magt, men magten var hans egen sterke vilje.
«Nu, Adam,» så Arthur, «du har staat og betragtet.
de vakre gamle bøketrær, ser jeg. Men dem faar du
ikke komme nær med øksen, det sier jeg dig. Dette
er en hellig lund. Jeg mødte den lille skjønhet, Hetty
Sorrel, da jeg kom fra min hule — Eremitagen derborte.
Hun burde ikke gaa her saa sent alene. Saa tok jeg
mig av hende og fulgte hende til grinden og utba mig
et kys for umaken. Men nu maa jeg tilbake, for det.
er forbandet fugtig her. Adjø Adam — vi træffes imorgen.
Maa si dig farvel, naturligvis.»
Arthur var altfor optat av den rolle han selv spillet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
