Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XXXIV. Snikende angst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 338 —
bort fra folden, men allikevel skal tømme det bittreste
av livets bittre drik.
Men saadant er det, som undertiden er skjult bak
de blomstrende trær eller den solbeskinnede aker. Og
kommer de tæt hen til den rislende bæk, kan det hænde
at der i dens glade klukk, blander sig lyd, som har en
forfærdende likhet med fortvilet menneskegraat. Intet
under at menneskets religion vet saa meget at si om
sorgen. Intet under, at mennesket trænger en lidel-
sens Gud.
Hetty gaar der i sin røde kappe og varme kyse
med kurven paa armen; hun dreier ind gjennem en
grind, men ikke fordi hun vil nyde solskinnet desto
længere og tænke med forhaabning paa det lange aar
som nu skal utfolde sig. Hun vet heppe at solen skin-
ner; i ukevis har nu alle hendes forhaabninger staat til
noget hun skjælver og bæver for. Hun slaar ind paa
en sidevei, fordi hun vil bort fra landeveien, fordi hun
længes efter at gaa langsomt og ikke behøve at bry sig
om hvorledes hun ser uti ansigtet mens hun tænker
sine svære tanker, og her gaar der en fotsti i skjul av
de tætte, høie hækker. Hendes store, mørke øine van-
drer hen over markerne, udtryksløse som hos den der er
forladt og hjemløs og maa gaa gjennem livet uten kjær-
lighet, ikke som om hun skulde være en kjæk og varm-
hjertet mands trolovede brud. Men der er ingen taarer
i hendes øine; alle sine taarer har hun grædt bort i de
lange nætter før søvnen kom. Ved næste ledd deler
stien sig. Der ligger to veier for hende; den ene, langs
hækken, fører i sin tid frem paa landeveien igjen; den
anden, over engen, fører hen til utmarken; til ensomme,
ubefærdede trakter, hvor man ingen træffer. Den vælger
hun, og begynder at gaa litt fortere som om hun pludse-
lig er begyndt at tænke paa noget, som det er umaken
værd at skynde sig efter. Snart har hun naaet den
store, skraanende strækning, og nede i en sænkning staar
der en klump trær. Den stevner hun hen mot. Nei,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
