Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden bok - XXXVIII. Efterretninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ES
Adam blev sittende og stirre paa klokken. Lang-
viseren passerte de sidste fem minutter til ti med sit
haarde, likegyldige tik-tak, og Adam sat og saa paa be-
vægelsen og lyttet til lyden. som om han hadde en spe-
ciel grund til at gjøre det. I vore værste sorger faar
vi næsten altid disse pauser, da bevisstheten er som
lammet likeoverfor alt undtagen de mest overfladiske
følelser eller iagttagelser. Det er som om der skjænkes
os en halv idioti for at gi os hvile for de minder og
den frygt, som selv søvnen ikke kan stænge ute.
Carrol kom tilbake og vækket Adam til fuld be-
vissthet om hans elendighet. Han skulde straks komme
ind i kontoret, sa han. (Carrol kunde ikke skjønne hvad
det var den fremmede mand hadde villet, sa han fordi
han skulde prate.
Han var nu gaat ind i spisestuen. Og herren saa
saa rar ut. Det var næsten som om han var skræmt.
Adam la ikke merke til noget av dette. Han
hadde altfor meget selv til at han kunde bekymre sig
om andres sorger. Men da han kom ind i kontoret og
fik se mr. Irwines ansigt, følte han øieblikkelig at der
var et nyt uttryk i det — forunderlig forskjelligt fra
den hjertevarme venlighet han altid før var blit mødt
med. Et brev laa paa bordet, og han la sin haand paa
det. Men det forandrede uttryk kunde ikke udeluk-
kende skrive sig fra de ubehageligheter den fremmede
kunde ha forebragt, for han stirret i spænding mot døren,
som om Adams komme var en sak av stor betydning
for ham.
«Du vil tale med mig, Adam,» sa han i denne dæm-
pede, tvungne tone man gjerne anslaar, naar man vil
undertvinge et sindsoprør. «Sit ned.» Han pekte paa
en stol like overfor, i ikke mere end en meters av-
stand, og Adam satte sig, men følte at med denne uven-
tede kulde mødte der ham ogsaa en uventet vanskelighet.
Men Adam var ikke den som opga noget paa halv-
veien, medmindre han hadde meget tvingende grunde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
