Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hamborgs bestræbelser mod den nordiske kirkes
selvstændighed blev som bekendt uden synderlige følger, og de
agtedes så ringe i den nærmest påfølgende tid, at vi end ikke
har mindste efterretning om dem i nogen dansk kilde; men
de kaster dog næsten hver gang nyt lys også over andre af
vore temmelig indviklede forhold og får derved en historisk
betydning, der ellers neppe vilde tilkomme dem. Det vil
derfor ikke være aldeles uden betydning endnu engang i
sammenhæng at undersøge de herhenhørende kilder, og det såmeget
mere, som der til de hidtil bekendte, der på flere steder
vistnok tillader en anden forklaring end den, der i almindelighed
gives dem, i den senere tid er kommen en forhen ubekendt
eller upåagtet af ikke ringe betydning.
De hamborgske forsøg udgår på en enkelt undtagelse nær
fra de to erkebisper Adelbero og Hartvig, og fremstillingen
falder derved naturligst i to hoveddele.
I. Adelbero, 1123-48.
De to første erkebisper i Hamborg efter Nordens
udskillelse, Humbert og Fredrik, gjorde intet for at hævde deres
højhed over Lund; tiden var heller ikke derefter, thi da
Paschalis II, der havde oprettet erkesædet i Lund, var død 1118,
blev den store kirkestrid altid heftigere og Tyskland var splittet
i to lejre. Det endelige forlig i Worms 1122 og dets
bekræftelse i Rom det følgende år faldt derimod netop sammen
med Adelberos valg og rejse til Rom, og på dette punkt er
det da indsigelserne mod Bremerkirkens uoprettelige tab
begynder. Det var ikke at undres over, at paverne ønskede en
ny undersøgelse også af dette forhold, nu da alle de tyske
anliggender havde fået en ny belysning ved konkordatet i
Worms, og det må vistnok bebrejdes Asger som en stor
ligegyldighed, at han så hårdnakket sad alle opfordringer til at
bevise sin ret overhørig. Derved overlod han pavekurien, der
var tilgængelig for så mangfoldige indflydelser, til sine
modstanderes intriger, og det var at forudse, at de omsider måtte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
