Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hamborgske kirkes højhed over bispedømmerne i Danmark,
Sverig, Norge osv. og Vendland.“ Derefter følger den
apostoliske velsignelse og forbandelse.
Det vilde være næsten ubegribeligt, om der fra dansk side
ikke var givet noget tilsvar på denne hårde, men neppe
ufortjente tiltale. Der har imidlertid ikke i de tidligere bekendte
kilder været noget fast holdepunkt til at følge stridens videre
udvikling, og den eneste efterretning, der kunde bringes i
forbindelse med den, kardinal Martins Sendelse til Danmark 1134,
er bleven misforstået eller overset af de kirkelige forfattere,
så man er bleven stående ved den antagelse, at Asger også
denne gang lod sagen gå sin egen skæve gang, indtil Innocens
af sig selv forandrede anskuelse og anerkendte det danske
erkebispedømme på den mest højtidelige måde [1].
Det træffer sig imidlertid så heldigt, at i den senere tid
en ny kilde er bleven fremdragen af de tyske klosterarkiver,
der giver et vigtigt bidrag til belysning af dette forhold. Det
er de korte årbøger fra Klosterrad, lidt nord for Aachen, der
antages nedskrevne 1148 og de nærmest påfølgende år og nu
findes trykte i det store tyske nationalværk ved Pertz (annales
Rodenses i Monumenta Germ. XVI. 1860. p. 698 sq.), som
her giver en uventet oplysning. Der fortælles her nemlig
adskilligt om en af klosterets største velgørere, Embrico, der
senere døde som munk og efterlod sig en søn Herman og en
datter Margrete. Denne søn prøvede alt 1124, da han var
kommen til skelsår og alder, at blive valgt til abbed; han
havde de unge på sin side og faderens stilling til klosteret
var et hensyn, der vejede tungt til hans fordel; men alligevel
faldt han igennem for en fremmed, da de ældre frygtede hans
hovmodige og fremfusende karakter og vilde hævde det
kanoniske valgs uafhængighed af verdslige hensyn. Det samme
gentog sig 5 år derefter, og nu forlod Herman mismodig sit
hjem og fik af erkebisp Fredrik af Køln bolig anvist i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
