Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Hamborgske erkebispers forsøg pa at generhverve primatet over den nordiske kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Neppe to år efter Hartvigs udvælgelse kom kong Knud
til ham for at bede om hjælp. Efter sit nederlag ved Viborg
var han flygtet til Sverig, derfra til Polen, så til Saxen til
Henrik Løve, men overalt vendte man ham ryggen. Nu
henvendte han sig til den mægtige erkebisp i Bremen og blev
her modtagen med stor venlighed, fik penge og hjælpetropper
og gjorde da atter et forsøg på at sætte sig i besiddelse af
Jylland (1151) [1]. Ved denne lejlighed er det Saxe bemærker,
at Hartvig var en fjende af de Danske for erkebispedømmets
skyld, og der kan heller neppe være nogen tvivl om, at han
jo har fået Knud til at give gode løfter for det tilfælde at
toget lykkedes. Denne formodning bestyrkes yderligere ved
et brev fra kejser Konrad til paven, hvori han blandt andet
undskylder Hartvig for at han ikke er mødt i Rom til den
fastsatte tid „for at hævde Bremerkirkens værdighed“ [2]; Konrad
havde nemlig holdt ham tilbage undervejs i Würzburg, hvor
han midt i September holdt et møde med rigets store, og han
beder paven sætte en ny frist for ham. Hartvig har altså
ført forhandlinger og indgivet besværinger i sommeren 1151,
og det ligger nær at henføre dette til de ved Knud vakte
forhåbninger, så Hartvig førte kampen i Rom, medens Knud førte
den i Nørrejylland og Frisland. Men for denne gang afgjorde
våbenlykken foreløbig sagen; Knud kom tilbage som flygtning,
gentagne gange overvunden, og Hartvig greb strax til en ny
rolle, den at mægle mellem kongerne. Knud skød sin sag ind
for kejseren, ligesom hans fader, Magnus Nilssøn havde gjort,
og Sven fulgte snart hans exempel efter Hartvigs råd, og det
i de mest smigrende, næsten ydmyge udtryk [3]. Det blev dog
ikke Konrad der kom til at afgøre denne strid, thi han døde
i Febr. 1152; men Fredrik Rødskæg optog sagen efter ham
og, tilkendte Sven riget, medens Knud og Valdemar fik store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
