Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkebispeskiftet i Lund 1177 og den Skånske Kirkelov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
klosterstiftelser havde hans mægtige ånd fundet den hvile,
ungdommens djærve stridslyst ikke havde ladet ham smage på magtens
tinde. Slægtens hæder var for ham gået op i fædrelandets og
kirkens. I sin landflygtighed havde han lært at sætte pris på
hjemmet og at beundre den sikkerhed, hvormed Absalon og
hans konge førte rigets styre. Det skal da også mindes til
hans ros, at han alt strax, første gang Valdemar kom til Skåne
for at opbyde leding mod Venderne, af hele sin sjæl sluttede
sig til ham, såsnart han så det var alvor, ja endog truede
alle dem, der blev tilbage, med kirkens ban. Hvormeget mere
måtte han da ikke senere anerkende den ihærdighed, hvormed
det engang opstillede mål blev forfulgt i gode og onde dage.
Paven kunde derfor vistnok også med sandhed skrive til kong
Valdemar, da det røre, kirkestriden havde afstedkommet, var
stilnet af og han virkede for Eskils tilbagekaldelse fra sin
landflygtighed, at „han var en mand af stor fromhed og forstand,
kongen og sit fædreland inderlig hengiven“ [1]. Det viste han
da også efter sin hjemkomst; thi ikke blot deltog han selv i
erobringen af Arkon og i Absalons tog til Vagrien, så han
følte sig ung igen i kampen mod hedningene - (og Saxes
fortælling røber her overalt samtidens glade beundring for den
elskelige olding, i hvem det gamle kæmpesind ligesom brødes
med klostertanken) -, men han skrinlagde også kong Valdemars
fader og kronede hans søn i Ringsted, en handling der for
bestandig gjorde udslaget for den nye kongeslægt. Der går
idethele gennem alt, hvad Eskil foretager sig efter sin syvårige
landflygtighed, en afgjort tillid til rigets nye forhold; han gør
hvad han kan for at befæste deres anseelse, og det er kun
glimtvis mistanken mod ham luer op i kongens sjæl, den
konges, der selv af sine venner får det vidnesbyrd, at han
var sen til at glemme fornærmelser og såre ængstelig i at
våge over sin magt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
