Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkebispeskiftet i Lund 1177 og den Skånske Kirkelov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
thorthæ gælkyræ“. Disse ord røber nemlig tydelig nok
hensigten; den verdslige embedsmand vilde fremstille sig som
bøndernes beskytter og vilde give det et historisk forbilled:
således havde kongerne og deres mænd altid været på
bøndernes side imod prælaterne. - At dette nu er en historisk
usandhed, og at særlig Thord gældkære var en mand, der var
Absalon meget hengiven, kan man ved at gøre flygtigt
bekendskab med Saxes udførlige beretninger om de skånske
stridigheder få at se. Det var da også en historisk usandhed,
at kirkeretten havde været hårdere før, „altfor hård“; dette
udsagn er, som så mange lignende, fremgået af stridens hede,
der som oftest smelter historiens faste former og giver dem
et udseende, der svarer til øjeblikkets behov. Nils Erlandsøn
har ret i, at det hans broder vil byde bønderne, er langt
hårdere end det kirkeloven har, og når den lærde erkebisp
forsikrede, at alt det han vilde, var ældgamle love der kun
skulde fornyes eller føres ud i livet, lå det nær nok at sætte
den anden påstand herimod, at hin gamle lov til sin tid var
fremkommen som et forlig mellem kirken og bønderne (med
kongen), der var en stor sejr for de sidste. Men det bliver
ikke desmindre en historisk usandhed, der ikke bør henstå
upåtalt, om den så er nok så gammel.
Men hermed falder da også hovedgrunden til, at forfatterne
har holdt på kirkelovens udstedelse i et så tidligt år som 1161
eller 62. Var disse loves vedtagelse en sejr over bisperne,
da måtte den nærmest være afnødt Eskil først, og hvad var
da naturligere end at tænke på det øjeblik, da han måtte
forlade landet „efter at have gjort kongen store indrømmelser“;
thi således fortolker Helveg efter disse forudsætninger i sin
„Kirkehistorie til reformationen“ (I 398) følgerigtigt Saxes ord
ved denne lejlighed. Men dette er dog sikkert ikke dennes
mening, han taler ikke om „indrømmelser“, endnu mindre
antyder han det mindste om loven; han taler kun om „gaver“
(i jordegods, beneficia), som kirken havde faet ved de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
