Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkebispeskiftet i Lund 1177 og den Skånske Kirkelov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Danmark, der var embedet voxen, som det nu var, med alle
øjeblikkets vanskeligheder, og han var neppe noget øjeblik i
tvivl om, at han burde vælge ham til sin efterfølger, hvad
enten det nu blev kapitlet eller paven, han skulde anvende sin
indflydelse på i den retning. Og paven valgte da den for
Eskil hæderligste vej, idet han gjorde ham til legat og
overdrog ham at kåre sin eftermand blandt de danske gejstlige.
Således finder da formentlig Eskils holdning i Lund sin
fulde forklaring; han har i den grad sat sin lid til Absalon,
at han ikke vil skilles ved den tanke, at han skal give efter,
det koste hvad det vilde. Derfor lokker og truer, derfor
bønfalder han ham med tårer, at han skal påtage sig det store
hverv; men forgæves. - Thi Absalons vilje er ikke mindre
udpræget, og også han synes at have havt fuld føje til sin
vægring.
For Absalon stillede forholdene sig nemlig således.
Skåningerne stod så at sige under våben mod en lov, som
idetmindste han ikke mere kunde tage tilbage. Modstanden i
denne form og med denne heftighed var ham uventet, ikke
mindre end den havde overrasket Eskil. Dertil kom de indre
forhold i det hele taget, som de havde stillet sig i de senere
år; Magnus’s oprør ulmede udentvivl på flere punkter, foruden
i Skåne og Halland vistnok særlig i Jylland; - således rejser
der sig for exempel få år efter en modstand mod at hylde
Knud på Urnehoved thing. En mængde nidviser om dronning
Sofie, der er bevarede lige til vore dage, tyder på, at
kongehuset ikke var særlig afholdt; Tove og hendes søn Kristoffer
ansås udentvivl for forurettede ved Knuds kroning, og Valdemar
selv dadles bittert i folkevisen for sin hårdhed mod sin søster
og hendes ulykkelige elsker, den fangne modkonge Buris [1]. Af
Saxes fortælling ses, at Valdemar selv anså sit liv og sin
trone for alvorlig truet netop i disse år, og at det kun var
Absalons klogskab og kraft, der holdt alt gående og i rette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
