Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erkebispeskiftet i Lund 1177 og den Skånske Kirkelov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uheldige udfald kunde have de ulykkeligste følger for riget. Eskil
så imidlertid i sin vånde ingen anden udvej, en mindre
udmærket personlighed vilde han ikke betro sit stift til, og han
antog Absalon for at være istand til at overvinde alle
vanskeligheder. Og denne anskuelse delte kong Valdemar, der
desuden var glad overrasket ved at se sin mistanke mod Eskil
- at han vilde sætte Asger til sin eftermand - forsvinde.
Således fremkom da den af Saxe beskrevne scene i Lunds
domkirke tilligemed de forhandlinger, der fulgte efter. ☺Det
vil da ses, at Saxe ikke uden grund lader Absalon beråbe sig
på sin kærlighed til Roskilde stift og gøre bestemt modstand.
Eskil nævner ham næsten modstræbende, han vil ligesom have,
alle skal fatte forud hvad det er han vil og være beredte på
at støtte ham i det afgørende øjeblik, uden at Absalon på en
tilsvarende måde kan samle sin modstand. Thi Eskil venter,
at denne vil fremkomme, han siger udtrykkelig, at han ikke
tvivler om, at vedkommende af beskedenhed vil have
betænkeligheder ved at modtage værdigheden, som han dog mere end
nogen anden fortjener, ikke blot for sin nidkærhed i kirken,
men også for sin djærvhed i kampen for fædrelandet. - Men
Absalon kendte sikkert ligesågodt Eskils mening, som denne
kendte hans, og kommer strax med sin indsigelse. Denne
byrde, sagde han, var for tung, til at den burde lægges på
hans skuldre; han vilde på ingen måde forlade den kirke, som
han havde modtaget i Danmarks største trængselstid og nu
ved den højeste anspændelse af alle sine sjæls- og legemsevner
havde sat i den mest blomstrende stand, idet han ikke blot
havde betvunget dens ydre fjender, men også forvandlet dens
tidligere fattigdom til rigdom [1]. Men hvorledes kunde Absalon
tale tydeligere? Skulde han i nærværelse af Skånes kirkelige
og verdslige stormænd og en stor del af almuen åbent udtale
sin mistillid til deres troskab; var det ikke nok, at han
fremhævede sit forhold til Sælland, der måtte være alle bekendt?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
