Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endnu ikke var kommen. Med Knud viste faren sig for første
gang i en truende skikkelse - og havde han været så djærv
en konge for Danmark som han var for England, så havde
han sikkert ladet den voxe Bremerklerkene over hovedet -,
den danske kirke begyndte at organisere sig, bispernes
nidkærhed havde ingen hedninger flere at vende sig imod, den
begyndte at rette sig mod det forældede missionsforhold til
Hamborg. Intet var da heller naturligere under de givne
forhold end at dette ophørte af sig selv. Enhver ny pave kunde
undlade at overdrage sin myndighed over den nordiske kirke
til en tysk erkebiskop, eller ved enhver erkebisps død kunde
paven undlade at overdrage den til hans efterfølger, og
samtidig kunde den overdrages til en dansk biskop; ingen vilde
kunne modsætte sig denne udvikling, der i enhver henseende
var naturlig og billig, idet den både stemmede med de
retslige forhold og med den ny kirkes naturlige krav. Der kan
da heller ikke være tvivl om, at dette har fores vævet danske
mænd allerede i Knuds tid og at det har været denne tanke,
der har gjort Unvan så villig til at tåle kongens egenmægtige
indgreb i hans myndighed, af frygt for at en større modstand
skulde føre til et brud. Således blev det undgået dengang;
den tyske erkebiskop kunde håbe på gunstigere tider, da
Danekongens vælde var mindre, hans egen eller hans efterfølgeres
større, - de danske bisper tog mod Unvans gaver, brød sig
lidet om hans højhed og trøstede sig vel ligeledes med at
fremtiden vilde ’klare forholdene af sig selv. Dengang fik
imidlertid Hamborgerne ret, i Adalbert fik erkebispedømmet en
repræsentant, imod hvem selv Sven Estridsøn og biskop
Vilhelm intet formåede, og den danske kirkes organisation truede
med at fuldbyrdes på en for rigets og folkets selvstændighed
såre uheldig måde.
Adalbert besteg erkebispestolen i året 1043, omtrent
samtidigt med at Sven Estridsøn begyndte kampen for at vinde
Danmark tilbage fra den norske Magnus. Det var den mest
fremragende karakter i hele rækken, en selsom blanding af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
