Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
iver vendte sig til sin gerning i hjemmet og i Danmark, så
formåede han dog intet mere at udrette til sine planers fremme;
tanken om et patriarkat blev Opgiven. Vi skal nu se,
hvorledes man fra dansk side stillede sig til den skete forandring
i retsforholdet mellem den nationale kirke og erkebispedømmet.
Sven Estridsøn fuldendte som bekendt rigets kirkelige
organisation; til de 2 bispedømmer på halvøen (Slesvig og
Ribe, Århus havde længe været nedlagt) føjede han 3 andre
(Århus, Viborg og Børglum), til de 2 på øerne (Odense og
Roskilde) ligeledes 2 i Skåne (Lund og Dalby). Alle disse
bisper modtog indvielsen i Bremen, ligesåvel som de samtidige
svenske og den første islandske biskop Islejf (1056); Adam
siger, at Adalbert i det hele indviede 20. Dette var
erkebispens gamle ret, ligefra Agapitus’s tid af, og kun den norske
konge Harald Hårdråde synes at have sat sig ud over det,
ved ligesom fordum Knud den store at tage sine bisper fra
England. Men videre var man heller ikke tilsinds at gå i
Danmark; da Adalbert vilde holde en stor kirkedag i Slesvig
- (han vovede dog ikke at stævne Nordens biskopper til
Hamborg) -, udeblev de fleste af de tilsagte, og det lykkedes
ham ikke at få Ejlbert i Odense til at møde for sin domstol:
de andre danske biskopper billigede hans vægring. Kong Sven
og Adalbert mødtes ofte for at tale om kirkelige sager, men
stadig ved Ejderen, der hvor også danske og tyske udsendinge
og fyrster kom sammen. Det viser opfattelsen af erkebispens
rent udvortes stilling til kirken, han var kun rådgivende
overfor dens herre, kongen [1]. Det er ret betegnende at lægge
mærke til de udtryk, der i denne tid bruges af og om
Adalbert i henseende til hans forhold til Norden. Selv kaldte han
sig ikke som hans forgængere „erkebiskop i Hamborg“, men
„det hellige romerske og apostoliske sædes udsending (legatus)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>