Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fyrster, veg plads for kulde og ligefremt fjendskab, både hertug
Henrik og grev Adolf unddrog ham deres understøttelse og
den tiende, han hidtil havde nydt. Hertugen vilde ikke lade
sig den ret fratage at oprette bispedømmer i sit land; alligevel
vilde han bøje sig for Vicelins ærværdige personlighed og
anerkende hvad der var sket, mod at bispen modtog
investituren af hans hånd. Således blev dette skridt til at fremme
kristendommens sag atter et led i den række af rivninger, der
i århundreder sysselsatte de hamborgske erkebisper og Saxernes
verdslige fyrster. Begge synes i dette tilfælde at være gået
ud fra, at Vendland lå udenfor rigets grænse; Hartvig påstod
derfor at have ret til at ordne dets kirkevæsen i henhold til
pavernes forlening, Henrik ifølge erobringens ret, thi efter
konkordatet i Worms tilkom den verdslige investitur fyrsterne.
Fredrik I afgjorde imidlertid striden på sin måde, idet han gik
ud fra, at Vendland var en del af riget; investituren tilkom
altså retslig ham og ingen anden; nu overdrog han den af
kejserlig myndighed til hertug Henrik og hans efterfølgere, og
det i den udstrækning, at han skulde kunne oprette ny
bispedømmer blandt hedningene. Men længe før denne afgørelse
på rigsdagen i Goslar 1154 havde Vicelin bøjet sig for den
verdslige magt og modtaget bispedømmet af hertugens hånd;
og umiddelbart efter den lod hertugen 3 ny bisper indvi,
Evermod fra Magdeborg til Ratzeborg, Berno fra Amelungsborn til
Meklenborg, og Gerold fra Brunsvig, efter Vicelins død (12.
Dec. 1154), til Aldenborg. Også paven føjede sig, for de
tjenesters skyld, Henrik Løve gjorde den hellige stol, i kejserens
afgørelse, og for Hartvig stod der da intet andet tilbage end
ligeledes at anerkende den ny orden. Et øjeblik syntes det
endog, at denne indskrænkning i magtområde i riget skulde
belønnes med generhvervelsen af Hamborgs højhed over den
nordiske kirke, idet Fredrik 1158 bekræftede den i samme
omfang som fordum Innocens II; men dette håb udslukkedes
snart, og 1160 udstedte Hartvig et brev, hvorved han som
pavelig legat stadfæstede erkebispedømmet Hamborg de tre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>