Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Kristenforfølgelser i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vendernes hjælp Saxland, først landet nord, senere også det syd
for Elbe, og slog folkene med skræk. Den tid regerede
Hardeknud Orm over de Danske, den grusomste „orm“ og de kristnes
bitre fjende. Han lagde kun vind på at udrydde den
kristendom, der var i Danmark, præsterne fordrev han, mange af dem
fik han dræbt under pinsler. - Da angreb Henrik Danmark
med en hær og indjog kong Orm en sådan skræk, allerede
ved det første angreb, at han lovede at underkaste sig alt, for
kun at få fred. Således kunde kong Henrik sætte rigets
grænse ved Slesvig, der nu kaldes Hedeby, indsætte en
markgreve og anlægge en nybygd af Saxere sammesteds. Alt dette
fortalte en dansk biskop, en kyndig mand, mig, og jeg
overleverer kirken det sandfærdig, således som jeg har hørt det.
Da nu vor salige erkebiskop Unni således så troens dør åbnet
hos hedningerne, takkede han Gud for de vantros frelse — —.
Men da den Guds bekender kom til de Danske, hvor jeg har
sagt, at den grusomme Orm regerede, lykkedes det ham vel
ikke at bøje dennes medfødte hårde sind, men kongens søn
Harald siges ved hans tale at være bleven omvendt. Ham
gjorde han så venlig stemt mod de kristne, at han tillod den
kristelige gudsdyrkelse, som hans fader stadig havde hadet,
endskønt han endnu ikke selv modtog dåbens sakramente“
(I k. 57. 59—61).
Denne fortælling indeholder tre momenter, som må
betragtes hvert for sig, nemlig Gorms kristenforfølgelse, Henriks
sejrrige tog og Unnis missionsrejse. Adam har udentvivl
modtaget dem alle af en virkelig tradition, som han udtrykkelig
forsikrer; men det synes at være ligeså afgjort, at han selv
har sammenføjet dem til en helhed (og har han ikke gjort
det, må det have været den kyndige danske biskop eller en
anden; det kommer omtrent ud på ét). Hvorledes traditionens
enkelte momenter i den henseende andensteds er bleven
behandlede af ham, ses bedst af fortællingen om markgrevskabet,
i hvilken fire forskellige fakta: Henriks tog, Ottos (II’s) tog,
borgen der blev anlagt og ødelagt, og Ottos (I’s) brev om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
