Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Kristenforfølgelser i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
drillerier, ved at fremsøge klagepunkter mod dens bekendere,
forfølge dem overalt hvor han trådte i forhold til dem, blandt
andet ved at borttage trækirken i Slesvig, der stod på hans
grund. Om bønderne til samme tid har havt snese af kirker
trindt om i landet, som kongen intet havde at gøre med, véd
vi ikke, men det synes at have været forudsat af den
kirkelige tradition i begge former; thi både Adam og
Roskildekrøniken siger som forhen omtalt, at Unni drog til Danmark
og genindrettede gudstjenesten (ordinatis itaque in regno Dan.
<i>per singulas <i></i>ecclesias</i> sacerdotibus, sanctus dei multitudinem
credentium commendasse fertur Haroldo. - Dicunt quidam,
qvod Unni - ecclesias diu neglectas revocaret).
Når vi da endelig vil henvende opmærksomheden på den
forbindelse, Adam har tilvejebragt mellem de tre momenter af
traditionen: Gorms kristenforfølgelse, Henriks tog og Unnis
missionsrejse, da falder den selvfølgelig helt fra hinanden som
hans eget påfund. Henriks tog var en verdslig hævn, der
intet havde med kirken at bestille, og Unnis missionsrejse
mod slutningen af hans liv var neppe den første, og om den
var det, da ikke, fordi han ikke tidligere kunde have foretaget
den ligeså sikkert, ja efter alle menneskelige beregninger
sikrere, siden Henrik dog ikke kunde følge ham over øerne
eller til Sverig, og hadet mod Tyskerne selvfølgelig var større
efter end før nederlaget. Widukind nævner da heller ikke
kristendommen ved denne lejlighed[1], hverken som grund eller
ledsagende omstændighed, efter hans bedste vidende var
forholdet „forlængst“ således i Danmark, at hedninger og kristne
levede sammen i bedste forståelse, hver holdt sine skikke og
troede på sine guder; Unni kunde frit se til sine præster og
udsende troens talsmand til alle rigets egne.
Den tredje og sidste kristenforfølgelse tillægger
erkebispekrøniken Harald Blåtands søn Sven Tveskæg. Her skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
