Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Kristenforfølgelser i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vistnok før de tre biskoppers udnævnelse, altså senest før 948 [1].
I en så tidlig tid sætter Widukind altså den store overgang
hos de Danske fra en tro, der kan betegnes som en blanding
af hedenskab og kristendom, til en fuldstændig anerkendelse
af denne sidste, idetmindste fra kongens side og tillige uden
tvivl inden føje tid af folkets store flertal. Poppos jertegn
betragtes også af den senere tradition som det afgørende
vendepunkt i kirkens fremgang, og det flyttes derfor tilligemed dette
fra tid til anden: Islænderne sætter det til Ottos tog til
Limfjorden, Adam flytter det over til den svenske konge Erik,
Saxe til Sven Tveskæg; jernbyrdens oprindelse, der dog er
langt ældre, henføres senere hertil. Selvfølgelig udsmykkes
fortællingen også, og det så stærkt, at den moderne opfattelse
deraf som et gøglespil bliver halvvejs berettiget. Som den
fremsættes hos Widukind er den dog helt igennem ren og
løftet af en ædel idealitet. Klerken vover at aflægge sit
vidnesbyrd for kongens og stormændenes åsyn, og i tillid til sin
Gud unddrager han sig ikke det udvortes jertegn. Senere
lever han et afholdende liv, som den der har fristet Gud og
er bleven ydmyget ved sin sejr.
Men kommer dette nu ikke i strid med traditionen om
Svens vanheld og straf? Nærmere beset ikke. Når Adam
nemlig opstiller denne konges ulykker som følge af hans
kristenforfølgelser, da går han ud over den oprindelige
tradition, der øjensynlig satte dem i forhold til det, at han forgreb
sig på sin gamle fader. Adam røber det selv, det bedste
bevis på, at han ikke forsætlig forvanskede vor historie, men
kun manglede evne til at opfatte den bestemt. „Da jeg
spurgte kong Sven om Haralds endeligt, siger han, tav han,
som en anden Tidevs, om sin morfaders brøde, men da jeg
udtrykkelig nævnte fadermordet, sagde han: det er det, vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
