Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Kristenforfølgelser i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
børn må bøde for, og det, hin fadermorder selv afsonede ved
sin fredløshed.“ Hvad under, at Sven, og med ham mange
andre, opfattede Haralds, Knud den stores og hans tre sønners
bratte død midt i deres ungdom, såvel som sin egen hårde
kamp for riget, som en straf for den synd, der var begået i
slægten; det var en ægte nordisk-hedensk livsanskuelse, og
den bestyrkedes ikke lidet ved kirkens lære om den Gud, der
hævner fædrenes synd på børnene. „Og det måtte han selv
undgælde“, tilføjer Sven Estridsøn; Saxe, der ikke hørte disse
ord, greb dog den samme tanke ud af historiens eget skød.
Han stod overfor kirkens fortælling om Svens straf for sine
kristenforfølgelser, men med en sikker følelse for den
oprindelige folketanke tilføjer han: „men jeg véd ikke, om det mere
var for hans forsyndelse mod sin fader eller mod religionen,
at han skulde lære det land, han havde krænket ved sin faders
landflygtighed, at kende som fængsel og som hævner over
fadermordet“. Det var jo åbenbart det, der fra først af satte
tanken i bevægelse: at Sven blev tagen tilfange af
Jomsvikingerne og ført til det sted, hvor hans landflygtige fader
for nylig var død af sine sår. I denne oprindelige simple
form finder vi det endnu fremstillet i en af de ældste
kongelister fra middelalderen, nemlig den der i sin nuværende form
er affattet i kong Kristoffers tid; her står der om Sven
Tveskæg: „ham fangede Venderne tre gange og førte ham i
trældom, fordi han havde jaget sin fader i landflygtighed“
(Scriptores I 22).
Det andet faktum, der kan have medvirket til at stille
Sven i et uheldigt lys for eftertiden, er hans mange
vikingetog mod England. Det er dem, Adam opfatter som en fortsat
landflygtighed, og også samtiden, der i det hele elskede denne
konge, har vistnok tildels misbilliget dem, da riget imidlertid
blottedes for alskens vikingeangreb andensteds fra. Thietmar
udtaler sig især stærkt herimod. „Efterat være bleven udløst
af sit fangenskab for en uhyre pengesum, fortæller han, lagde
han mærke til, at enkelte ildesindede af den grund kaldte ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
