Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tjeneste, ikke at det skal være hans egen bane. Det bliver
nødvendigt at dvæle ved dette punkt, fordi det får en ikke
ringe betydning især for Maurers senere bevisførelse m. h. t.
våbentaget.
Grundtvigs fortolkning er neppe tilstrækkelig afhjemlet og
den har alle analogier imod sig. Når der i Haderslev bylov
siges, at den fremmede skal sværge med fod på hjulsnav,
isted eller skibs bord, og Åbenrå skrå, efterat have anført det
samme, hertil føjer: pedester apud lanceam suam, så er det
jo klart, at denne sidste ed ikke kan være af nogen anden
natur end de første og navnlig ikke være mere højtidelig i
sin form, altså knyttet til stærkere forbandelser; tvertimod,
skulde man slutte noget af den måde, hvorpå fordringen
fremsættes, vilde det vel snarere være det, at våbeneden var af
ringere værd, så man kun nøjedes med den, når intet andet
havdes, når manden var en „spydmand“ (Eriks sæll. lov 1, 48).
Dette kan jo imidlertid være en underordnet omstændighed,
opstået i en senere tid; hvad der derimod øjensynligt fra først
af har været meningen med denne ed — og da den
fastsattes, må den vel antages at have havt en bestemt mening
— er, at den fremmede forpligter sig ved det, han har sat
sin fortrøstning til på vejen, vogn, hest, skib eller spyd, for
at udtale det ønske, at det måtte svigte ham og derved føre
ham i fordærvelse, om han sværger falsk.
Ikke mindre klart fremgår denne opfattelse af selve det
kildested, der er bleven hovedbevisstedet for våbenedens
kvalificerede betydning, nemlig Sigruns forbandelse over sin broder
Dag, da han havde dræbt hendes mand og derved brudt sin
ed til ham. Parallelen mellem Völundarkviða 33, hvor eden
tilbydes, og Helgakviða Hundingsbana II 31—33, hvor dens
straf forkyndes, er uimodsigelig og har alt været Finn
Magnusen påfaldende; der er (oprindelig vistnok begge steder, Gr.
s. 91) tale om en firedobbelt ed: ved skibets bord, hestens
hov, skjolderand og sværdseg, og straffen svarer dertil: „ej
skride det skib, der bærer dig, om end der er bedste bør; ej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
