Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og svor ved husets dør. Lignende fortællinger findes flere
steder (Gr. s. 97). Men at man ikke blot på Island, men
også i Danmark kendte denne betydning af ordet stok,
fremgår af lovenes udtryk, at hustru har rådighed „inden stoks“,
manden „uden stoks“. Tærskelen spiller en ikke uvæsenlig
rolle i husets retslige forhold; på den skal landboen lægge sin
landgilde, om husbonden ikke vil tage imod den; ved tærskel
skal mand stævnes; på tærskel skal den, som vil ransage efter
tyvekoster, lægge sine tre mark, før han går ind, findes der
da intet, har han forbrudt sine penge for den vanære, han
har bragt over huset. Derved er tærskelen som det sted,
hvor huset træder i forhold til omverdenen, det sted, hvor den
fremmede modtages som gæst, eller stanses, når man ikke vil
have med ham at bestille, bleven symbol på selve hjemmet;
det at gå over tærskelen, at sætte sin fod på den, er tegn på
retten til at betragte huset som sit hjem, at „gå ud og ind“
i det. Derfor sværger gæsten ved stadens port, huskarlen ved
stokken, sognemanden ved kirkens tærskel, thi „kirken er alle
mænds hjem“.
Idet den sværgende sætter sin fod på døren, nedkalder
han hjemløshedens straf over meneden; han skal ikke finde
sin død i huset, men udstødes af det, dersom han sværger
falsk. Men hjemløsheden gælder ikke blot dette hus, men
ethvert hus i verden, ligesom mened på sværd eller spyd
selvfølgelig ikke nedkalder hævnen gennem dette ene bestemte
våben, — thi i så tilfælde reduceredes menedens følger jo til
et pengetab lig våbenets værdi, — nej, hvert våben skal for
fremtiden blive sløvt i hans hånd, hver hest skal slå ham af
på det farligste sted, hvert skib skal sønderbrydes under ham,
— og hvert hus skal udstøde ham for bestandig! Netop dette
tænker da også Sigrun på i slutningen af sin forbandelse:
Dag skal rende til skovs som en ulv!
Det fortælles ikke så sjældent, at vore fædre aflagde ed
på deres våben overfor de kristne; en enkelt gang siges der
fra England, at de aflagde den på deres ringe, “hvad de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
